Tag med på vores fantastiske vandreferie, hvor du skal bo og vandre på gyldne Malta og den frodige naboø, Gozo. Sammen med din danske rejseleder kommer du på en uge forbi de smukkeste områder og oplever det bedste af de to fortryllende Middelhavsøer.
Glæd dig til to smukke Middelhavsøer i vandretempo
Snør vandrestøvlerne og pak eventyrlysten, for nu har du en enestående mulighed for at udforske hele to øer, Malta og Gozo, til fods sammen med vores Maltaekspert, rejseleder Susanne, der har vandret her i over 30 år. Takket være det milde klima, den smukke Middelhavsnatur og de små veje og stier, der gennemskærer de alsidige landskaber, er begge øer på hver deres måde perfekte til vandring. Udover at mærke friheden under fødderne og nyde smuk natur allevegne, har du på denne vandreferie fornøjelsen af at bo på både Malta og lillesøster Gozo og på den måde opleve forskellen på øernes landskaber, befolkning, livsstil og tempo. På Malta bor du i det arkitekttegnede og komfortable Mellieha Holiday Centre i eget feriehus og med et væld af faciliteter. På Gozo kan du komme helt ned i tempo på det hyggelige Hotel Calypso i byen Marsalforn.
En uge med vidunderlig vandring venter
I løbet af vandreferien er du i de bedste hænder hos vores populære og erfarne, danske guide, Susanne, der bor fast på Malta og elsker naturen, og den lokale guide, Martin, som kender Gozo som sin egen bukselomme. Hver dag henter bussen os og bringer os til dagens vandreområde.
Vi har nøje udvalgt fem fantastiske ruter, som tager dig forbi øernes smukkeste områder og største naturperler. Vi vandrer tre til fire timer pr. dag - to af ruterne er på Malta og tre på Gozo. På Malta kan du blandt meget andet glæde dig til vild og uberørt natur i nationalparken Majistral, vandring til det majestætiske Johanniterridder vagttårn Lippija ved klippekanten og turen gennem den frodige Lunzjata dal til de tårnhøje Dingli klipper.
På Gozo venter det imponerende fæstningsværk, Fort Chambray, saltkar, grotter, den idylliske bugt, Mgarr Ix Xini og den frodige dal, Wied Mgarr Ix Xini. Vi skal også vandre til det enestående naturfænomen Wied il Mielah vinduet, og opleve Ramla bugt med det unikke røde sand. Vandreugen krydres også med hyggelige restaurantbesøg, en afslapningsdag og eftermiddage, hvor du får rig mulighed for at udforske øernes øvrige attraktioner på egen hånd.
Oplev de store forskelle på to små øer
Du får et helt særligt indblik i det lille, smukke maltesiske øriges variation og spændvidde ved at gå på opdagelse på de to største af de syv øer. Store er de dog langt fra, og med Malta på størrelse med Als (246 km²), og Gozo på størrelse med Tåsinge (67km²) når vi vidt omkring langs kyster, opad bakkede stier, gennem skove og dale i vandretempo.
Storesøster Malta og lillesøster Gozo ligger blot 25 minutters sejllads væk fra hinanden. Gozo er grønnere og har flere bakker end Malta, men færre indbyggere og ingen større byer. På Malta kan du besøge Europas bedst bevarede middelalderby, Mdina, og Europas smukkeste og mindste hovedstad Valletta, der bugner med museer, shopping og historiske bygningsværker. På Gozo kan du blive en del af det autentiske tilbagelænede landsbyliv i de små, hyggelige honninggule landsbyer på øens bakketoppe.
Det maltesiske ørige er et vandreparadis
Begge øer byder på storslåede naturscenerier. Duft havet og den vilde timian, se det azurblå hav og mærk solen i ansigtet, mens du vandrer og oplever gyldne, stejle klipper, rå stenjordsbakker, gule marker med stendiger, uberørt natur, fortryllende bugter, røde sandstrande og grønne dale. Chancen for at se en masse fugle er stor, da det maltesiske ørige har en stor rigdom af trækfugle med fast rute over øerne. Ikke færre end 384 forskellige arter er registreret.
Skynd dig at bestille plads
Glæd dig til en indholdsrig vandrerejse proppet med skøn natur, mindeværdige oplevelser og maltesiske lækkerier. Ud over en masse skønne vandreture på Malta og Gozo med egen rejseleder får du alle udflugter, al transport, entréer, indkvartering og mange måltider inkluderet i prisen. Du får også tid til frit at benytte Mellieha Holiday Centres mange faciliteter såsom fitness, spa, swimmingpool, tennis mv. Og på Gozo kan du lade indtrykkene og freden sænke sig, mens du bor på det hyggelige Hotel Calypso i byen Marsalforn.
Rejsen er ikke egnet for bevægelseshæmmede gæster og forudsætter et godt, normalt helbred. Kontakt vores rejsekonsulenter på tlf. 70 30 10 90 for yderligere information.
Alt dette får du
Inklusiv
✔ Flyrejse fra København – Malta t/r ✔ Flyskatter og afgifter ✔ Transfer til og fra hotellet ✔ Al transport og entréer i henhold til program ✔ 5 guidede vandreture ✔ Malta: 5 nætter i 3-vær. feriehus på Mellieha Holiday Centre ✔ Gozo: 2 nætter i dobbeltværelse på Hotel Calypso inkl. morgenmad ✔ 1 x frokost inkl. 1 glas vin og 1 vand ✔ 2 x madpakker inkl. 1 vand ✔ 2 x middag på Gozo inkl. 1 glas vin, vand samt kaffe/the ✔ Afskedsmiddag inkl. drikkevarer ✔ Dansk rejseleder under hele vandreferien
Ikke inkluderet:
• Mad ombord på flyet • Afbestillingsforsikring • Rejseforsikring • Personlige lommepenge • Div. drikkevarer og måltider som ikke er inkluderet i programmet
Her skal du bo
På Malta har du fast base på det arkitekttegnede og komfortable Mellieha Holiday Centre, og på Gozo bor du på det hyggelige Hotel Calypso i byen Marsalforn. Hver dag henter bussen dig og bringer dig til dagens vandreområde.
Under dit ophold på Malta bor du i eget feriehus på Mellieha Holiday Centre. Feriecentret ligger i et roligt, naturskønt område og kun 300 meter fra sandstranden i Mellieha.
Glæd dig til at bo på det hyggelige Hotel Calypso, som er perfekt beliggende lige ved stranden i den smukke by Marsalforn på Gozo. Med havet som nabo kan du se frem til en dejlig udsigt fra dit værelse. På tagterrassen finder du hotellets pool og i restauranten, som er velkendt og velbesøgt blandt de lokale, kan du nyde en dejlig morgenmad.
Dagsprogram
I løbet af en uge skal vi vandre fem fantastiske ruter, som tager dig forbi de smukkeste områder og største naturperler. Vi vandrer tre til fire timer pr. dag - to af ruterne er på Malta og tre på Gozo.
Udskriv program -
Dag 1
Malta: Ankomst og velkomst
Dit vandreeventyr starter på solskinsøen Malta Vandreferien starter på den gyldne ø Malta efter 3 timers flyvetur. Vores rejseledere står klar i lufthavnen for at byde dig velkommen til en uforglemmelig uge med naturskønne vandreture på Malta og naboøen Gozo. Fra Maltas lufthavn syd på øen kører bussen dig nordpå til Mellieha Holiday Centre, som ligger naturskønt smukt tæt på vandet. Undervejs kan du nyde synet af de grønne, bakkede landskaber med gyldne sten og klipper og de mange små opdyrkede marker omgivet af stengærder.
Velkomstmøde og gennemgang af ugens program Efter check-in kl. 15.30 holder vi et velkomstmøde. På mødet fortæller din rejseleder Susanne om de forskellige spændende vandreture, vi skal på, og du har mulighed for at stille spørgsmål. Bagefter er resten af dagen på egen hånd. Mellieha Holiday Centre har et utal af faciliteter såsom pool, spa, fitness, restaurant og hyggelige fællesarealer med minigolf, petanque og tennis.
Dagen inkluderer: Flyrejse, transfer til hotel, indkvartering på Mellieha Holiday Centre og informationsmøde.
Forbehold for ændringer i programmet.
Dag 2
Malta: Vild, uberørt natur i Maltas nationalpark og storslåede udsigter (ca. 10 km)
Dagens vandretur:
Afstand:10 km Tid:4 timer Sværhedsgrad:Middel med ujævnt terræn og små bakker, der går op og ned Medbring: Vandrestøvler, evt. vandrestav og snack
Dagens højdepunkter På denne vandretur skal vi gennem frodige marker og dale ud til Johanniterriddernes vagttårn Lippija tower, som ligger fantastisk smukt på klippekanten med udsigt over Middelhavet. Glæd dig også til smuk natur og flotte udsigter i Maltas nationalpark, Majjistral, hvor vild og uspoleret flora og fauna venter. På vejen hjemad nyder vi den storslået udsigt i Anchor Bay med udsyn over filmkulissebyen Popeye Village. Naturskønne dale i landsbyen Mgarr Vi mødes i vandrestøvler foran receptionen kl. 09.00 klar til at tage til et særlig smukt, men ofte overset hjørne af Malta. Nordvest ligger landsbyen Mgarr, og bussen kører os til udkanten af landsbyen, hvor vores vandring starter. Mgarr er omgivet af frugtbar landbrugsjord og er også kendt som ”jordbærbyen”, da man her hvert år holder en stor jordbærfestival i april måned. Mens vi vandrer ud mod havet og vagttårnet, Lippija, kommer vi forbi marker og frodige dale. Vi når frem til Lippija, Johanniterriddernes vagttårn, der ligger højt hævet over det azurblå hav. Vi nyder den storslåede udsigt.
Vilde planter i nationalparken Majjistral Vi fortsætter vores vandring langs Maltas imponerende og geologiske interessante blå lerbakker og går gennem nationalparken Majjistral. Parken er opkaldt efter den nordvestlige vind, der på maltesisk hedder ”Majjistral”. Generelt er de maltesiske øer stærkt kultiveret, men i nationalparken kan du opleve store områder med vild og uberørt natur og fugle, firben og kaniner. Landskabet er råt og stenet med en mangfoldighed af hårdføre planter som f.eks. den vilde middelhavstimian. Området blev i 2007 en beskyttet nationalpark – den første nogensinde på Malta. Parken byder ud over de flotte udsigter og den alsidige natur på flere historisk interessante bevaringsværdige bygningsværker fra den gang det britiske militær herskede på øen. Afslutningsvis, inden vi er tilbage på feriecentret, nyder vi udsigten over filmkulissebyen Popeye Village, som ligger i Anchor Bay. Popeye Village blev bygget i starten af 1980erne i forbindelse med indspilningen af Skipper Skræk musicalen, og i dag fungerer stedet som forlystelsespark for børn.
Vi er tilbage på Mellieha Holiday Centre ca. kl. 13.00, hvor du har resten af dagen på egen hånd.
Dagen inkluderer: Al transport og guidet tur
Forbehold for ændringer i programmet.
Dag 3
Gozo: Smuk vandring til ridderfort, idyllisk bugt og frodig dal (ca. 7 km)
Dagens vandretur:
Afstand:7 km Tid: Ca. 3 1/2 time Sværhedsgrad:Middel med ujævnt terræn og små bakker, der går op og ned. Et par steder i dalen, får vi brug for at give hinanden en hjælpende hånd for at komme videre Medbring: Vandrestøvler, evt. vandrestav og snack
Dagens højdepunkter I dag skal vi til Maltas smukke lillesøster, øen Gozo. Glæd dig til den smukke sejltur hen over det akvamarinblå vand, hvor dagens vandring blandt meget andet bringer os forbi det imponerende fæstningsværk, Fort Chambray, den idylliske bugt Mgarr Ix Xini og gennem den frodige dal Wied Mgarr Ix Xini.
Maltas frodige lillesøster Vi mødes i foran receptionen, hvor vores bus henter os kl. 8.15 og kører os til Cirkewwa havneby. Efter en lille hyggelig sejltur på 25 minutter ankommer vi til havnebyen Mgarr på Gozo. Det første du møder ved havnekanten er fiskerbåde, cafeer, restauranter og et flot eksemplar af den farvestrålende fiskebåd, luzzoen. I Mgarr bliver vores bagage hentet af en bus og kørt til vores hotel, mens vores Gozo-guide, Martin, tager imod os med madpakker og en dejlig vandrerute.
Hyggelig og charmerende hotel På Gozo har vi to overnatninger på det hyggelige Hotel Calypso i Marsalforn.
Udsigten fra Johanniterriddernes fæstningsværk Vores første vandretur på den frodige lille ø tager os fra havnen rundt om det gamle fæstningsværk Fort Chambray, der troner højt oppe og tilbyder en blændende udsigt over havet og over til Malta. Fortet blev bygget i midten af 1700-tallet af Johanniterridderne og var med til at beskytte Gozo under den franske invasion af Malta i 1798. Efterfølgende har fortet været brugt som et militærhospital og som mentalinstitution.
Velfortjent hvil i idyllisk bugt Fra fortet vandrer vi langs Gozos sydkyst, til vi når den idylliske, lille bugt Mgarr Ix Xini. Det er blevet tid til et velfortjent hvil, og vi skal nyde madpakkerne til synet af det rene, klare vand, Malta og den lille ø Comino. Vi fortsætter vores vandretur igennem den frodige dal Wied Mgarr Ix Xini og ender i udkanten af byen Xewkija, hvor vi bliver hentet af en bus, der kører os til Hotel Calypso i Marsalforn.
Kl. 18.45 mødes vi for at spise en dejlig middag.
Dagen inkluderer: Al transport inklusiv færge til Gozo, guidet tur, madpakke inkl. 1 vand, indkvartering og 3-retters middag inkl. et glas vin, øl eller sodavand.
Forbehold for ændringer i programmet.
Dag 4
Gozo: Saltkar, storslået naturfænomen og et kapel fuld af myter (ca. 10 km)
Dagens vandretur:
Afstand:10 km Tid: Ca. 4 timer Sværhedsgrad:Middel med et ujævnt terræn med små bakker både op og ned. Medbring: Vandrestøvler, evt. vandrestav og snack
Dagens højdepunkter Hop i vandrestøvlerne, og pak det gode humør og en madpakke. I dag skal vi opleve Gozos berømte saltkar, se det vidunderlige naturfænomen, Wied il Mielah vinduet og gå gennem den smukke dal Wied il Mielah til Gharb, en hyggelig lille landsby, hvor tiden står stille, og sjælen kan følge med.
Havsalt på Gozo udvundet af Middelhavet Efter morgenmaden skal vi udforske Marsalforn og de spændende saltpander. Om sommeren er Marsalforn, der ligger mellem bakkerne Xaghra og Zebbug, en af de mest populære turistområder. I november er her stille og fredeligt. Vi vandrer til et helt speciel område nordvest for byen for at se på en unik produktion af salt. På Gozo producerer man stadig salt efter gamle, naturlige teknikker ved hjælp af havvand, små saltpander og en kost. De store saltkar ligger helt ud til havet og ligner gyldne kludetæpper. Den specielle teknik har været brugt af folk omkring Middelhavet i tusindvis af år og stammer oprindeligt fra Romerriget.
Oplev det enestående naturfænomen Vi fortsætter langs klippekysten mod vest til, vi når Wied il Mielah vinduet. Man kalder kalkstensbroen, der har udspring fra kysten og rager ud i vandet, et vindue, da det ligner, at man har skåret et vindue i klippeformationen. Efter Gozos berømte Azure vindue, der var 28 meter højt, brast sammen i 2017 under en storm, har Wied il Mielah vinduet fået større opmærksomhed, og naturfænomenet skuffer bestemt ikke.
Kapel fuld af spændende myter og smukke mosaikker Efter at have beundret naturens kræfter ved Wied il Mielah vinduet, vandrer vi ind i landet igennem en smuk dal. Vi kommer forbi St. Demitris kapel, som ligger smukt lige uden for landsbyen Gharb og tæt på klippen Ras San Mitri. Kappellet er fra det tidlige femtende århundrede og genopbygget i 1736. Vi går bagefter mod landsbyen Gharb, hvor vores bus henter os og kører os tilbage til Hotel Calypso i Marsalforn.
Kl. 18.30 mødes vi til en lækker maltesisk middag.
Dagen inkluderer: Morgenmad, al transport inklusiv, guidet tur, madpakke inkl. 1 vand og middag på restaurant inkl. 1 glas vin samt kaffe/the.
Forbehold for ændringer i programmet.
Dag 5
Gozo: Fantastisk udsigt over Ramla bugt og smuk vandring langs frodige marker (ca. 10 km)
Dagens vandretur:
Afstand:10 km Tid: Ca. 3 1/2 time Sværhedsgrad:Middel med et ujævnt terræn med stejle bakker både op og ned. Medbring: Vandrestøvler og evt. vandrestav
Dagens højdepunkter Rødt sand, grønne marker, azurblåt vand og gyldent klippelandskab venter dig på denne dags smukke vandrerute. Turen bliver krydret med græsk mytologi og historier om piratangreb. Til slut sejler vi tilbage til Malta og Mellieha Holiday Centre.
Unik rød sandstrand og idyllisk bugt Kl. 9.30 mødes vi og kører i bus nordpå til Ramla bugt og strand. Ramla strand, Gozos største sandstrand, er 1 km lang og kendt for sit smukke røde sand og lækre badevand. Om sommeren er Ramla bugt fyldt med badeglade gæster, men sådan en smuk novemberdag har vi stort set stranden for os selv. Bugten er også kendt for Calypsos grotte, hvor Odysseus, ifølge digteren Homer, i 7 år blev holdt fanget af den forelskede nymfe Calypso. Historien fortæller, at det til sidst lykkedes sagnkongen Odysseus at slippe fri og sejle hjem til den græske ø Ithaka. På grund af myten kan du den dag i dag møde folk, der kalder Gozo for Calypsos ø. Når du står med havet i ryggen og stranden foran dig, ligger grotten som et lille mørkt hul øverst oppe i klipperne til højre. Men Martin kender vejen til en grotte med en endnu bedre udsigt over bugten.
Fra grottens mørke til en blændende udsigt over havet Martin fører os igennem klitterne og op ad bakken, hvor en fantastisk udsigt venter inde i L-Ghar tal-Mixta grotten. Inde i grottens mørke kigger du ud over den røde strand, det turkisblå vand og det gyldne klippelandskab. Stedet har været en oplagt udkigspost, når man for at forsvare øen holdt øje med uvelkomne gæster og piratangreb.
Et velfortjent hvil Det er blevet tid til at fortsætte, og vi går ad stier og veje forbi Gozos grønne og frodige marker, til vi kommer ud til Gozos sydøst kyst, hvor vi hviler benene og spiser vores medbragte madpakker. Kl. 15:00 vinker vi farvel til Gozo og tager med færgen mod Malta. Ca. kl. 16.30 ankommer vi til Mellieha Holiday Centre, hvor resten af dagen er på egen hånd. Slap af i din ferielejlighed, eller tag ud og prøv en af de mange gode restauranter i den charmerende og hyggelig by Mellieha.
Dagen inkluderer: Morgenmad, al transport inklusiv færge til Malta, guidet tur og 1 frokost inkl. 1 glas vin og 1 vand.
Forbehold for ændringer i programmet.
Dag 6
Malta: Ferieafslapning
Det er blevet tid til en velfortjent fridag, hvor du kan gøre, hvad du har lyst til. Du kan slappe af i den indendørs pool og spaområdet, i din gårdhave eller tage på opdagelse på egen hånd på Malta.
Oplev barokbyen Valletta Gode, billige busforbindelser lige uden for feriecentret tager dig nemt til øens øvrige byer og forbinder dig med hele øens seværdigheder og attraktioner, hvis du vil ud og opleve noget i dag. Besøg f.eks. Maltas smukke hovedstad Valletta. Byen er en sand arkitektonisk barokperle og en af Europas mest spændende hovedstæder. Ligegyldigt hvilket gadehjørne du står på, er Valletta spækket med kulturelt og historisk interessante bygninger. Oplev f.eks. St. Johns Co-Cathedral med Caravaggio malerierne, Nationalmuseet med prestigefyldte skatte eller Stormestrenes Palads.
Kom tæt på verdenshistoriens største konflikter I Valletta kan du også dykke ned i historiens mest dramatiske begivenheder. Besøg Lascaris War Rooms, hvorfra Eisenhower og Montgomery styrede Europas befrielse. På National War Museum kan du få indsigt i rædslerne under Hitler og Mussolinis bombardementer. I byen Mosta kan du opleve ”Mirakelkirken”. Her faldt en bombe, smidt af tyskerne, ned gennem kirkens tag midt under en gudstjeneste. Kirken var fyldt, men mirakuløst detonerede den ikke, og alle blev reddet.
Souvenirs og shopping Du kan også tage bussen til Maltas sydøstlige kyst, hvor det summende marked ved havnen i Marsaxlokk ligger. De farvestrålende boder bugner med lokal kunsthåndværk, delikatesser, souvenirs og atmosfære, og er en herlig oplevelse for sanserne. Her kan du købe brugskunst såsom glaskunst, filigransmykker og strikvarer – og lækkerier som olivenolie, kapers, gedeost og vine med hjem.
Vores danske rejseledere står selvfølgelig også klar med råd og vejledning til spændende ture og aktiviteter.
Dag 7
Malta: Vandring gennem den frodige Lunzjata dal til de imponerende Dingli klipper (ca. 8 km)
Dagens vandretur:
Afstand:8 km Tid:Ca. 3 timer Sværhedsgrad:Middel med et ujævnt terræn med små bakker både op og ned Medbring: vandrestøvler, en snack og evt. vandrestav
Dagens højdepunkter Glæd dig til en dag med skøn vandring langs dyrkede, bugnende marker og stejle klipper med dramatisk udsigt. Vi vandrer ad stier og små veje langs marker med grøntsager, vinranker og frugttræer helt ud til Maltas smukke vestkyst, hvor de imponerende stejle Dingli klipper ligger og venter med en uovertruffen udsigt.
Lunzjata dalen, Maltas frodigste område Vores bus henter os uden for receptionen kl. 9.00, og vi sætter kursen mod byen Rabat, der er en af de ældste byer på Malta. Vores vandretur starter i udkanten af Rabat, hvor vi skal vandre ad stier og små veje langs opdyrkede marker igennem Lunzjata dalen. Naturen her er særlig grøn og frodig takket være de mange naturlige kilder. I dag er dalen et meget vigtigt område for landbruget. Med den konstante harmoniske lyd af det rislende vand, der strømmer gennem dalen, er det her et af de bedste steder at indtage den smukke natur.
Spektakulær udsigt fra de tårnhøje Dingli klipper Efter at have vandret gennem Maltas grønneste område, kommer vi ud til havet til de stejle, smukke og dramatiske Dingli klipper. Her venter en storslået udsigt ud over klippekysten og havet. Maltas vestkyst er enestående smuk, og landskabet er også geologisk interessant med en stor variation af folder og farver i klippelagene.Efter vi har nydt den helt fantastiske udsigt, bliver vi hentet af vores bus og kørt hjem til Mellieha Holiday Centre.
Kl. 18.30 mødes vi foran receptionen for i samlet flok at gå til en restaurant, hvor vi afslutter vores spændende vandreuge med en hyggelig afskedsmiddag.
Dagen inkluderer: Al transport, guidet tur og afskedsmiddag inklusiv 1 øl, 1 sodavand eller ½ flaske vin.
Forbehold for ændringer i programmet.
Dag 8
Eventyret er slut og hjemrejsen begynder
Efter en uge med fantastiske vandreoplevelser, dejligt klima og lækker indkvartering er det blevet tid til at flyve hjem til Danmark med rygsækken fuld af uforglemmelige minder. De mange kilometer rundt på det lille ørige har givet dig masser af frisk luft, god motion og intense oplevelser i naturen.
Om morgenen bliver vi hentet og kørt i lufthavnen.
Dagen inkluderer: Transfer til lufthavnen og flyrejse hjem til København.
Forbehold for ændringer i programmet.
Generelt
Rejser du alene kan du mod et tillæg:
Bestille dobbeltværelse
Bestille 1-vær. lejlighed alene
Kontakt vores rejsekonsulenter på 70 30 10 90 eller via mail på salg@folkeferie.dk
Turen gennemføres: Ved min. 20 deltagere. Bestillingsfristen er senest 30 dage før afrejse. Gennemføres turen ikke, vil tilmeldte blive kontaktet straks efter bestillingsfristens ophør.
Bemærkninger
Rejsen er ikke egnet for bevægelseshæmmede gæster og forudsætter et godt, normalt helbred. Kontakt vores rejsekonsulenter på tlf. 70 30 10 90 for yderligere information.
Praktisk info
Vi vandrer ca. 3-4 timer om dagen eksklusiv pauser. Vi tilstræber at organisere vandringen, så alle kan gå i deres eget tempo.
Fodtøj
Vandrestøvler: Medbring gode vandrestøvler med en stiv sål (f.eks. vibram) og god ankelstøtte. Vi anbefaler vandrestøvler, da de støtter anklerne og den stive sål aflaster foden, når underlaget er ujævnt, da tryk fra sten o.l. fordeles. Derudover er deres grove mønster en stor fordel, hvis stierne er glatte. Vær sikker på, at støvlerne er gået ordentligt til. Det er en god idé at rejse med støvlerne på hjemmefra eller have dem med i håndbagagen, hvis bagagen, mod forventning, skulle blive forsinket.
Andet fodtøj: Evt. medbring let fodtøj f.eks. sandaler til at skifte med, når vi er færdig med dagens vandretur.
Vandrestave
Vandrestave: Det er meget individuelt, om man har gavn af at benytte vandrestave. Vandrestave kan være aflastende ved nedstigninger især for knæ. Andre benytter dog udelukkende vandrestave til opstigninger. Kun når der er svære passager og man evt. skal have en "hånd på" ved passage af klippefremspring, kan vandrestave være til besvær. Det er altså meget individuelt, om man har glæde af vandrestave - så forsøg dig frem. Vandrestave skal pakkes i den ind-checkede bagage på flyrejsen. Husk at beskytte spidserne, så bagagen m.m. ikke beskadiges.
Feltflaske
Feltflaske: Medbring en flaske som i alt kan rumme 1½ liter. Der kan med fordel benyttes 0,5 el. 1,5 liters danske genbrugs-sodavandsflasker, da de er lette og stærke. Camelbacks kan bruges som alternativ, men er en noget dyrere løsning.
Dine guider
Mød Susanne...
Susanne har været guide i mange forskellige lande inden, at hun faldt pladask for middelhavsøen Malta. Det er blevet til over 30 år på Malta og hun kender øen bedre end de fleste. Hendes kærlighed for det maltesiske ørige ses tydeligt, når hun tager dig med rundt til de store seværdigheder og små hemmelige perler. Når hun ikke arbejder for FolkeFerie.dk, tager hun på oplevelser i Maltas skønne natur i vandrestøvler.
Mød Martin...
Din guide på Gozo, Martin Portelli, er født og opvokset i de smukke frodige dale mellem byerne Qala og Nadur. I dag driver han det charmerende Il Wileg Bed and Breakfast og restaurant. På vandretur med Martin kan du nyde glæde af hans store viden om de planter og urter, I møder langs stierne. Når Martin ikke viser Gozos vidunderlige natur frem, rejser han jorden rundt med stor iver og nysgerrighed.
Anmeldelser
{{KalusRating/100}} ud af 5
({{AnswersCount}} vurderinger)
Anmeldelse af {{message.paxname}}, {{message.messagedate | date:'d. MMMM yyyy'}}
({{message.traveltype}})