Snør støvlerne og oplev Maltas storslåede natur
På en uges vandreferie til Malta oplever du de smukkeste områder på Malta og Gozo. I selskab med den erfarne, danske guide Susanne vandrer vi gennem Maltas fantastiske landskab og oplever det maltesiske liv og øens særprægede historie helt tæt på. Malta er på størrelse med Als, så du kan opleve meget af øen på en uge – selv i vandretempo.
Vandreferie giver dig en særlig oplevelse af Maltas storslåede natur og spændende historie. Du bruger din krop og fodrer din sjæl med oplevelser for alle sanser. Duft havet, skoven og den vilde timian. Se de små detaljer og de store udsigter. Smag på det lokale køkken og lokale liv. Mærk solen i ansigtet og friheden under fødderne. Når man vandrer får indtrykkene lov at sætte sig fast i bevidstheden – og ikke blot i fotografiapparatet.
Oplev øernes hemmelige gemmesteder
FolkeFerie.dks vandreferie på solrige Malta er sammensat, så du oplever de smukkeste områder på Malta og Gozo. Vi skal se blå bugter, grønne skove, vanddyr, landdyr, stejle klipper, bakkede stier, mørke huler, solskin og solnedgang. Vi skal tæt på det maltesiske liv og øernes særprægede historie. Malta er på størrelse med Als, så du kan opleve meget af øen på en uge – selv i vandretempo. Vores erfarne, danske rejseleder Susanne leder de daglige vandreture og viser os øernes hemmelige gemmesteder.
Vi har fast base hele ugen på arkitekttegnede og komfortable Mellieha Holiday Centre og tager med bus eller færge til dagens vandreområde. Der er plads i programmet til at nyde både centeret, solen og stranden.
Vandregruppen er på max 25 personer med fælles interesse i natur og vandring, som lærer hinanden godt at kende i løbet af ugen. FolkeFerie.dks vandreferie er oplagt for både grupper, venner, par og enkeltpersoner.
Mere om vandreferien
Vores vandreture på Malta støtter Nature Trust Malta. Og tidligere vandregrupper har doneret penge og havskildpadden Letiz blev ”adopteret”. Nature Trust Malta passer og plejer skadede eller syge havskildpadder, indtil de er klar til atter at blive sat fri.
Alt dette får du
Inklusiv
-
Flyrejse København eller Billund - Malta t/r
-
Flyskatter og afgifter
-
Transfer til og fra hotellet
-
7 nætter i eget 70 m2 feriehus med gratis Wi-Fi
-
7 x morgenmadsbuffet
-
3 x frokost
-
Afskedsmiddag inkl. et glas vin/øl/vand
-
Guidede vandreture i henhold til program
-
Transport i forbindelse med vandreturene
-
Dansk rejselederservice
Ikke inkluderet
-
Mad ombord på flyet
-
Afbestillingsforsikring
-
Rejseforsikring
-
Personlige lommepenge
-
Div. drikkevarer og måltider som ikke er inkluderet i programmet
Her skal du bo
Mellieha Holiday Centre ★★★★ på Malta
Under dit ophold på Malta bor du i eget feriehus på Mellieha Holiday Centre. Feriecentret ligger i et roligt, naturskønt område og kun 300 meter fra sandstranden i Mellieha.
Din rejseleder
Mød Susanne...
Susanne har været rejseleder i mange forskellige lande inden, at hun faldt pladask for middelhavsøen Malta. Det er blevet til over 30 år på Malta og hun kender øen bedre end de fleste. Hendes kærlighed for det maltesiske ørige ses tydeligt, når hun tager dig med rundt til de store seværdigheder og små hemmelige perler. Når hun ikke arbejder for FolkeFerie.dk, tager hun på oplevelser i Maltas skønne natur i vandrestøvler.
Praktisk info
Rejser du alene kan du mod et tillæg:
-
Bestille dobbeltværelse som eneværelse
-
Bestille 1-vær. lejlighed alene
-
Kontakt vores rejsekonsulenter på tlf. 70 30 10 90 eller via mail på salg@folkeferie.dk
Turen gennemføres:
Ved min. 20 deltagere. Bestillingsfristen er senest 30 dage før afrejse. Gennemføres turen ikke, vil tilmeldte blive kontaktet straks efter bestillingsfristens ophør.
Vandrestøvler:
Medbring gode vandrestøvler med en stiv sål (f.eks. vibram) og god ankelstøtte. Vi anbefaler vandrestøvler, da de støtter anklerne og den stive sål aflaster foden, når underlaget er ujævnt, da tryk fra sten o.l. fordeles. Derudover er deres grove mønster en stor fordel, hvis stierne er glatte. Vær sikker på, at støvlerne er gået ordentligt til. Det er en god idé at rejse med støvlerne på hjemmefra eller have dem med i håndbagagen, hvis bagagen, mod forventning, skulle blive forsinket.
Andet fodtøj:
Evt. medbring let fodtøj f.eks. sandaler til at skifte med, når vi er færdig med dagens vandretur.
Vandrestave:
Det er meget individuelt, om man har gavn af at benytte vandrestave. Vandrestave kan være aflastende ved nedstigninger især for knæ. Andre benytter dog udelukkende vandrestave til opstigninger. Kun når der er svære passager og man evt. skal have en "hånd på" ved passage af klippefremspring, kan vandrestave være til besvær. Det er altså meget individuelt, om man har glæde af vandrestave - så forsøg dig frem. Vandrestave skal pakkes i den ind-checkede bagage på flyrejsen. Husk at beskytte spidserne, så bagagen m.m. ikke beskadiges.
Feltflaske:
Medbring en flaske som i alt kan rumme 1½ liter. Der kan med fordel benyttes 0,5 el. 1,5 liters danske genbrugs-sodavandsflasker, da de er lette og stærke. Camelbacks kan bruges som alternativ, men er en noget dyrere løsning.
Bemærkninger
Rejsen er ikke egnet for bevægelseshæmmede gæster og forudsætter et godt, normalt helbred. Kontakt vores rejsekonsulenter på tlf. 70 30 10 90 for yderligere information.
Dagsprogram
Malta er med sin smukke natur, skønne klima og enestående naturfænomener skabt til at blive udforsket. Vores erfarne, danske guide Susanne tager dig med rundt til ø-rigets smukkeste perler og hemmelige steder.
Dag 1
Ankomst og velkomstDit vandreeventyr er kun en kort flyvetur væk
Tre timer efter du har sat dig i flyveren, ankommer du til Malta, øen med mere end 3.000 solskinstimer om året og 7000 års historie. Du vil hurtigt se, at overalt på Malta gror vild timian, fennikel, kapers, figenkaktus og rucola. Mellem sten og klipper skyder mere end 1000 forskellige blomsterarter frem. Og langt det meste af Maltas natur er opdyrket med små marker omgivet af stengærder.
Kl. 15.30, efter check-in på Mellieha Holiday Centre, afholder vi et velkomstmøde. På mødet gennemgår vi alt det, du skal opleve på spændende vandreture, og du har mulighed for at stille spørgsmål.
Resten af dagen og aftenen er på egen hånd, hvor du får mulighed for at udforske Mellieha Holiday Centre og lokalområdet. Der er altid noget at foretage sig på feriecentret. Prøv petanque, minigolf eller tennis. Styrk formen i fitnessrummet eller velværet i spaområdet. Mellieha Holiday Centre ligger i naturskønne omgivelser, og blot 300 meter væk ligger en af øens bedste sandstrande.
Forbehold for ændringer i programmet.
Dag 2
Frodige landbrugsmarker og rå klippekyst med spektakulære udsigter - medbring snacks (ca. 8 km)Dagens vandretur:
Afstand: 8 km
Tid: 3,5 time
Sværhedsgrad: Let
Glæd dig til en dag med skøn vandring langs bugnende, dyrkede marker, stejle klipper med dramatisk udsigt og forbi den smukke Gnejna bugt.
Frugttræer, vinmarker, frodige dale og storslåede klippekyster
Efter morgenmaden kl. 09.00 kører bussen os til vestkysten til et lettere overset, men vanvittig smukt område af Malta. Vi starter vores vandring i udkanten af landsbyen Mgarr. Den lille by er omgivet af landbrugsjord, vinmarker og frodige dale. Vi vandrer ad stier og små veje langs marker med grøntsager, vinranker og frugttræer helt ud til vestkystens rå og stejle klipper, der ligger i forlængelse af de dramatiske Dingli klipper. Her venter en storslået udsigt ud over Fomm ir – Rih bugten, klippekysten og havet. Fomm ir – Rih betyder vindenes vind på maltesisk, og tæt på kanten med kan du mærke både blæsten og suget i maven. Ud over at vestkysten er smuk, er landskabet også geologisk interessant med en stor variation af folder og farver i klippelagene.
Den smukke Gnejna bugt
Vi går fra Fomm ir – Rih bugten et smut tilbage af den vej, vi kom fra og finder en sti langs markerne. Stien fører os ned at bakke gennem dalen og frem til den smukke Gnejna bugt, som blandt andet huser Lippija vagttårnet, som troner højt oppe på klipperyggen. Lippija var et af de mange tårne, som Johanniterridderne byggede rundt på øen for at holde øje med eventuelle fjender, der kom sejlende.
Efter et naturskønt stop ved Gnejna bugten, bliver vi hentet af vores bus og kørt tilbage til Mellieha Holiday Centre. Vi ankommer ca. kl. 13.30.
Resten af eftermiddagen er på egen hånd, hvor du kan hvile fødderne og lade de mange sanseindtryk bundfælde sig.
Forbehold for ændringer i programmet.
Dag 3
Byvandring i Mdina og besøg på maltesisk landbrug inkl. frokost (ca. 9 km)Dagens vandretur:
Afstand: 9 km
Tid: 4 timer
Sværhedsgrad: Let - ujævnt terræn.
Glæd dig til Mdina - en af Europas bedst bevarede middelalderbyer
Morgenmaden er fra kl. 07.30 i Restaurant Great Dane, og kl. 09.00 kører vi til Mdina, som er en af Europas bedst bevarede middelalderbyer. Mdina ligger på toppen af en bakke og er en oplevelse af de sjældne. Mdina var oprindelig Maltas hovedstad for 500 år siden. Fra byens bastionsmure skal vi nyde den fantastiske udsigt over Malta. Inden for bymurene går vi ind ad Mdina Gate og rundt i de smalle, stille gader flankeret af flotte honninggule sandstenshuse, hvor der fortsat bor adelsfamilier. Vi krydser pittoreske torve og nyder godt af, at middelalderstemningen er intakt i den historisk interessante by. På vejen passeres Maltas domkirke St. Peter and St. Pauls Cathedral. Det er også i Mdina, at det smukke Nationalhistoriske Museum ligger.
Skøn natur og spændende historie smelter sammen
Efter et besøg i Mdina fortsætter vi til den tidligere jernbanestation i Mtarfa og videre mod Bingemma. Bingemma er et fantastisk sted at gå. Bingemma ligger på grænsen til Mgarr-området, og her er smukt med god udsigt ud over havet og landskabet. Skøn natur og spændende historie smelter sammen. Det er nemlig her, at du finder den berømte forsvarsmur, Victoria Line, der går tværs over Malta fra øst til vest. Forsvarsmuren er bygget på en forkastning og hedder Victoria Faults. Ingen fjender har uset kunne angribe øen herfra. Når vi står ved kappellet Lady of the Way, får du en betagende udsigt over dalen med huler, gamle romerske katakomber og en del kalkstensformationer.
Solmodne tomater, marmelader, likører, vin, kapers og johannesbrødsirup
I udkanten af Bingemma besøger vi den lokale tomatavler, Joe. Han producerer ud over store solmodne tomater også marmelader, likører, vin, kapers og johannesbrødsirup. Vi bliver inviteret indenfor og følger produktionen, ser vinkælderen samt en dokumentarfilm om maltesisk landbrug. Og selvfølgelig skal vi også smage på de mange lokale specialiteter.
Sidst på eftermiddagen kører bussen os tilbage til Mellieha Holiday Centre. Resten af aftenen kan du hvile fødderne og lade de mange sanseindtryk bundfælde sig.
Forbehold for ændringer i programmet.
Dag 4
Xemxija - Mistra - Selmun (ca. 12 km)Dagens vandretur:
Afstand: 12 km
Tid: 4 timer
Sværhedsgrad: Middel - ujævnt terræn med få stigninger.
Kl. 7:30 starter dagen med en stor, lækker morgenmadsbuffet i Restaurant Great Dane på Mellieha Holiday Centre. Godt tanket op og med højt humør er vi klar til en spændende dag. Vi mødes kl. 9.00 ved receptionen og kører af sted mod Xemxija.
Fremme venter en fantastisk vandretur, hvor vi via en romersk vej traver forbi gamle bistader, øens ældste johannesbrødtræ, begravelsespladser, kornsiloer og fremfor alt en skøn natur med et væld af flora. Fra Xemxija går vi mod Mistra bugten og op mod Selmun Paladset, hvor vi spiser en let frokost på den lokale bar. Efter en dejlig frokost vandrer vi ned igennem Santa Maria dalen til Ghadira og Mellieha bugten. Vi er tilbage på Mellieha Holiday Centre sidst på eftermiddagen.
Forbehold for ændringer i programmet.
Dag 5
Gozo inkl. frokost (ca. 10 km)Dagens vandretur:
Afstand: 10 km
Tid: 4 timer
Sværhedsgrad: Middel/Svær - ujævnt terræn og 5 mindre bakker.
Dagen i dag står sanseindtrykkene i kø, når naboøen Gozo skal udforskes på gåben. Kun 25 minutter væk ligger Gozo, den lille ø med de store oplevelser.
Efter morgenmaden kører bussen kl. 08.15 til færgen. På Gozo fortsætter vi med bus til byen Nadur, hvorfra dagens fantastiske vandretur tager sit afsæt. Gozo er ikke større end Langeland, alligevel er her mange steder af historisk interesse, såsom saltkar, Maltas bedst bevarede vindmølle og andre forhistoriske levn. Landskabet på Gozo er utrolig flot med flere bakker end Malta. Her ser du rå stenjord og utallige smukke bugter med rødt sand ud til det azurblå hav. Med masser af frisk luft, tilpas høj puls og gode ben når vi op til en velfortjent fantastisk udsigt over øen og havet ved den lille by Qala. Vi sørger for en dejlig frokost, som vi spiser i et charmerende bondehus.
Sidst på eftermiddagen sejler vi tilbage til Malta og Mellieha Holiday Centre. Har du ikke gået nok i dag, er der en række pragtfulde gåture tæt på Mellieha Holiday Centre. Du kan også tage en velfortjent aften hjemme i din gårdhave med god mad og drikke.
Forbehold for ændringer i programmet.
Dag 6
FerieafslapningMasser af muligheder til afslapning og aktiviteter
I dag får du en velfortjent hviledag, hvor du kan slappe af ved poolen, på tagterrassen eller tage på opdagelse på egen hånd.
Busserne kører lige uden for feriecentret og forbinder dig med hele øens seværdigheder og attraktioner, hvis du vil ud og opleve noget i dag. Besøg f.eks. Maltas smukke hovedstad Valletta. Byen er en sand arkitektonisk barokperle og en af Europas mest spændende hovedstæder. Ligegyldigt hvilket gadehjørne du står på, er Valletta spækket med kulturelt og historisk interessante bygninger. Gå ikke glip af St. Johns Co-Cathedral med Caravaggio malerierne, museet med prestigefyldte skatte eller Stormestrenes Palads. Valletta har også en del koncerter, teaterforestillinger, operaer mv., hvis du vil underholdes.
Du kan også tage bussen til Maltas sydøstkyst, hvor det det farverige marked ved havnen i Marsaxlokk ligger. Her finder du lokalt håndværk og brugskunst såsom glaskunst, filigransmykker og strikvarer
Vores danske rejseledere står selvfølgelig også klar med råd og vejledning til spændende ture og aktiviteter.
Forbehold for ændringer i programmet.
Dag 7
Maltas største skov, højeste punkt og gådefulde fortidslevn - medbring selv madpakke. (ca. 10 km)Dagens vandretur:
Afstand: 10 km
Tid: 4 timer
Sværhedsgrad: Let - ujævnt terræn.
I dag skal vi vandre gennem Maltas grønneste områder, opleve gåden om øens arkæologiske levn og gå langs smukke, dramatiske klippekyster med imponerende udsigt til det azurblå hav.
Kl. 09.00, efter morgenmaden, kører vi med bus til Buskett Forest, Maltas største og eneste skovområde. Oprindeligt plantede malteserridderne i 1500-tallet skovområdet til at gå på jagt i. I dag stortrives kaktus, buske, blomster, appelsintræer, fyrretræer og cypresser side om side med vinmarker, oliven- og citronlunde i det store, frodige område.
Clapham Junction – et uløst arkæologisk mysterium
Efter en kort pause skal vi i udkanten af Buskett Forest i nærheden af klipperne ved Dingli opleve et sandt mysterium i Maltas historie. Clapham Junction er et arkæologisk område med kæmpe hjulspor, som er skåret ned i stenlandskabets overflade. At fænomenet og området har fået navnet Clapham Junction skyldes, at en englænder mente, at sporene mindede om den store og travle jernbanestation, Clapham Junction Station, i London. Hvordan og hvorfor hjulsporene, der strækker sig over betydelige distancer i et komplekst netværk af parallelle kanaler, er opstået, ved man ikke. Men de op til 60 cm dybe spor har skabt en del spændende teorier, som vi skal høre om. Ved siden af sporene finder vi blandt andet to romerske stenbrud og en gammel undervandsgrotte, som blev brugt til beboelse helt frem til begyndelsen af 1800-tallet.
Maltas højeste punkt - Laferla korset
Efter at have udforsket undervandsgrotten fortsætter vi vores vandring over imod Laferlas 16 meter høje jernkors. Her venter en betagende udsigt over de maleriske bakker og byen Siggiewi os. Den store kalkstenspiedestal, korset står på, udgør også et lille kapel. Stående 256 meter over havets overflade på Maltas højeste punkt med religiøs symbolik, det smukke landskab og udsigten forstår man, hvorfor vartegnet er en populær attraktion, og malteserne valfarter hertil. Til det flotte syn nyder vores medbragte mad, inden vi vandrer på ”Korsets Vej” forbi frodige marker og ned i dalen til det lille Girgenti kapel. Den sidste del af strækningen er stejl, så vi får pulsen op, før vi bliver hentet af vores bus. Vi er tilbage på Mellieha Holiday Centre ud på eftermiddagen.
Kl. 19:00 mødes vi igen til en hyggelig afskedsmiddag.
Forbehold for ændringer i programmet.
Dag 8
HjemrejseEn uforglemmelig uge er slut
Det er blevet tid til at flyve hjem til Danmark med rygsækken fuld af uforglemmelige vandreoplevelser. De mange kilometer rundt på det lille ørige har givet dig masser af frisk luft, god motion og intense oplevelser i naturen.
Spis morgenmad på Great Dane og slap af, inden turen går hjem mod København eller Billund.
Vi tager forbehold for ændringer i programmet.
Tilmeld dig ventelisten her

Altid danske rejseledere

Bagage er altid inkluderet
