Sagnomspundne Acheronflod og Parga by
Dagens højdepunkter
Glæd dig til en dag med smuk regnskovsagtig natur, når vi tager ind i landet til den mytologiske flod, Acheron, der fortryller med sit turkisblå bjergvand og et spændende sagn. I byen Parga, som ligger billedsmukt ud til bugten, venter skøn historie, fantastisk kultur, olivenmuseum, borgruiner og en imponerende udsigt.
Oplev den mytiske Acheronflod, grænsen til Dødsriget Hades
Efter morgenmad er vi klar til at forlade hotellet og tage på dagens udflugt. Efter ca. en times kørsel ankommer vi til Acheronfloden, der ligger i Epirus-regionen i det nordvestlige Grækenland. Det turkisblå vand og de smukke, regnskovsagtige omgivelser gør floden helt speciel - ligesom myten om den. Acheron stammer fra det græske ord, achos, som betyder smerte eller angst, og Acheron hed i den græske mytologi Styx, som nogen vil genkende, som en af de fem floder i dødsriget Hades. Mytologien fortæller, at når man døde, var floden Styx sjælens passage til guddommeliggørelse.
Det var også i Styx, at helten Achilleus blev døbt og derved gjort usårlig. Vi hører om den spændende mytologi, mens vi går en lille tur langs floden. Inden vi kører videre mod vores næste punkt på udflugten, Parga, er der mulighed for en frisk dukkert i flodens turkisblå vand. De mindre friske kan nøjes med en tur ud i vandet til knæene. Husk at medbringe badesko pga. sten i vandet.
Farverig havneby fuld af liv, og udsigt fra borgen
Efter at have set og muligvis mærket det kolde, klare vand i Acheron, kører vi til Parga, en smuk og farverig havneby nordvest for Acheron. Vi skal rundt og opleve de charmerende, smalle gader, der smyger sig fra havnepromenaden og summer af liv og atmosfære. Og vi besøger blandt andet byens olivenoliemuseum, Paragaea, hvor vi smager på deres lokale kvalitetsprodukter. Vi fortsætter op til byens velbevarede borgruiner, som troner over byen. Herfra skal vi nyde den imponerende udsigt over Parga by og bugt. Det er blevet tid til frokost, som vi nyder på en af byens mange gode restauranter, der ligger side og side på den smukke havnepromenade ud til vandet.
Ud på eftermiddagen vender vi hjemad til Sivota, og tilbage på hotellet er aftenen på egen hånd. Benyt chancen for at opleve en af Sivotas mange hyggelige restauranter, caféer og barer eller slap af på hotellet.
Dagen inkluderer:
Morgenmad, frokost inklusiv drikkevarer, guidet tur langs Acheronfloden, guidet tur i Parga by, entre til byens olivenmuseum og al transport.
Forbehold for ændringer i programmet.