"Det glæder jeg mig til at vise jer"
”I dag venter imponerende 2000 kvadratmeter underjordisk gravkammerarkitektur. Vi starter med at indtage byen Rabat, en af Maltas større byer, først over jorden og bagefter under jorden i St. Pauls katakomber. Jeg glæder mig også til at tage jer med rundt i Maltas gamle hovedstad, Mdina, der emmer af historie. Dagens højdepunkt er, når vi sidst på dagen som noget særligt har fået lov at kigge ind bag murene hos Benediktinernonnernes afsondrede kloster, noget der ellers ikke er muligt for turister”.
Byen Rabat - over og under jorden
Vores bus henter os foran receptionen klokken 9.00, hvorefter vi kører ca. 20 minutter til byen Rabat og de spændende katakomber. Først begynder vi med en gåtur rundt i Rabat, som med sin næsten 2000 års historie er en af de ældste byer på Malta. Mens vi går i gaderne, åbner der sig et liv med handel, cafeer og restauranter, og vi får fortalt om byens imponerende bygninger og historie.
Imponerende maltesisk underjordisk arkitektur
Bagefter er det blevet tid til at gå under jorden for at besøge katakomberne, der var begravelsespladser i den før-kristne tid og sidenhen tilholdssted for kristne menigheder, der holdt gudstjenester og begravede deres døde her. Derfor er katakomberne det største og tidligste bevis på kristendommens eksistens på Malta. I år 60 boede apostlen Paulus under sit tre måneder lange besøg på Malta nede i en af grotterne. Vi besøger St. Pauls katakomber med 30 afdelinger med hver sin store hall, forbundet af lange gange. I hallen ser vi et rundt stenbord, agape, som de efterladte spiste ved, når en afdød skulle gravsættes. Tænk, den døde lå lige ved siden af.
På opdagelse i en af Europas bedst bevarede middelalderbyer
Det er blevet tid til at gå indenfor Mdinas bymure og mere end 4000 år tilbage i tiden. Mdina, et af Europas fineste eksempler på en befæstet middelalderby, tager imod os med hyggelige snørklede og smalle gader og imponerende paladser fulde af kulturelle og religiøse skatte. Vi skal nyde den smukke udsigt fra bastionsmurene, inden en hel unik oplevelse venter os.
Unikt besøg hos nonnerne bag de hemmelighedsfulde klostermure
Som noget særligt har vi fået lov at besøge Benediktinernonnerne i deres enorme katolske kloster, St. Peters kloster fra 1418. Normalt er klostret lukket for omverdenen, og nonnerne har ud over 3 evangeliske løfter: lydighed, fattigdom, cølibat, svoret aldrig at forlade klostret. Vi skal rundt og se krypten, gårdhaven og nonnernes kapel, mens Susanne fortæller om klostret, nonneorden og det stille, afsondrede liv som nonne. Vi får også lov at besøge værelset, hvor nonnen Maria Adeodata Pisani boede i klosteret i midten af det 19. århundrede.
Oplev nonnernes private kapel
På besøg i nonnernes kirke, St. Peters kirke, som er dedikeret til St. Peter og St. Benedict, skal vi blandt andet opleve den fine altertavle, der stammer fra 1682 og skildrer Madonna og barnet med St. Peter, St. Benedict og St. Scholastica. Andre smukke værker i kirken skildrer Jesu opstandelse. Kapellet inkluderer også resterne af nonnen Maria Adeodata Pisani.
Efter dagens mange spændende oplevelser og rejser tilbage i tiden er det tid til at nyde en frokost sammen på en god restaurant.
Vi er tilbage på Mellieha Holiday Centre klokken ca. 16.00, hvor resten af dagen er til fri disposition.
Dagen inkluderer:
Al transport, entré og guidet tur i katakomberne, guidet tur rundt i Mdina, besøg og rundtur hos Benediktinernonnerne samt frokost.
Forbehold for ændringer i programmet.