Golfentusiast og journalist, Svend Novrup, har besøgt Porto Santo Golf adskillige gange og giver dig en rundtur på Ballesteros mesterskabsbane

Da den temperamentsfulde verdensstjerne Seve Ballesteros stod på Porto Santos forrevne lavaklipper og så ud over vulkankegler, palmer, slugter og det vildt brusende Atlanterhav, slog det ham: - Her skal ligge en golfbane!

Som tænkt, så gjort. I dag ligger Seves mesterværk, som han designede efter sit eget ideal: Seks par-5, seks par-4 og seks par-3-huller, på Madeiras lille naboø Porto Santo, og på stedet, hvor han fik sin inspiration, finder man en mindeplade.

Det er en fremragende bane med allehånde udfordringer. Korte huller med søer, vandløb og bunkers, hvor teknikeren kan brillere; og huller, hvor de langt drivende kan forsøge sig på velholdte, brede fairways med skarpt skårne bunkers, før de når til de perfekte greens. Mens det er de andres tur, nyder man buske, palmer og udsigten til vulkanerne.

Banen er langt mere fair, end den umiddelbart ser ud, og de fleste scorer pænt med point på hver eneste runde. Ikonisk modelhulFør vi tager en runde på banen, skal vi lige nyde hul 10, hvor Ballesteros har sat sig selv et minde med historisk vingesus. I Ryder Cup 1985 var han den første frygtløse, der på Belfrys hul 10 (i England!) turde drive over to vandområder til green på det 270 m lange par-4-hul, og der ligger en mindeplade på det sted, hvor bolden kom til hvile.

Dét hul har han kopieret på Porto Santos hul 10, men det opdager de færreste. At gå direkte efter green er science fiction for det store flertal af spillere, som slet ikke ser efter muligheden. De ser tvært imod en risiko for at gå i vandet to gange – men er du langt slående, så værs’go at prøve, om du kan gøre Seve kunsten efter!

Banen har et klubhus med en restaurant, hvorfra der er vidt udsyn, en driving range med mange overdækkede pladser – det skygger for solen – og desuden en glimrende ni hullers kortbane.

Transport fra hotel til golfbane t/r

Hver morgen og eftermiddag er der bus fra Hotel Vila Baleira til klubhuset, der, bygget ind i en bakke, ligger i lyse mursten i to etager. Kontoret ligger lige inden for døren med hurtig og effektiv ekspedition, og fra restauranten er der en betagende udsigt over såvel banen som en stor del af øen. Tilmed er priserne meget rimelige.

På højre hånd lige når man kommer ind finder man Proshoppen. Neden for trappen får man tildelt sin lejede trolley eller buggy af chefcaddien. Der er en driving range med mange udslagspladser og læ mod den vind, der af og til kan være ganske frisk.

Skøn og varierende bane

Banen går på tværs af hele øen - fra sandklitterne til den dramatiske klippekyst. Den er middelsvært kuperet, men kan gås af alle i almindelig god form. Alternativt er der rigeligt med buggys.
Man får nogle lange, men forholdsvis lette, huller at starte på, mens man vænner sig til, hvor utrolig naturen er, og glæder sig over, hvor godt banen bliver holdt. Blæst og en del saltvandsgus gør udfordringen stor for greenkeeperne, men man har fundet en hårdfør græstype, så det ikke føles som et problem.

At hul 4 har handicapnøgle 1, virker malplaceret. Den almindelige spiller når let green, der ligger dramatisk ned ad bakke 397/375/342 m fra hvid/gul/rød tee. Formentlig havde verdensstjernerne, der spillede banen på European Tour i 2009-11 problemer, fordi de gik over green i andet slag. Hullet er i den almindelige spillers stableford-runde sikre point.

Hul 5 er par-3 med vand foran en smal green, men med 152/137/98 m kommer de fleste helskindet over. Der er to par-3-huller mere, som man kan score godt på, som afslutning på for-9.

Over klippeslugter

Efter Belfry-hullet spiller man de lange, men lidt kedelige, huller 11 og 12 op mod en bjergkam, som man passerer og taber vejret. Herunder ligger den dramatiske, forblæste klippekyst med det voldsomt brusende Atlanterhav, hvis bølger brydes i slugterne, og i ørerne har man vinden og de mange skrigende stormfugle. Her spiller man hul 13, 14 og 15, alle over eller uden om dybe kløfter.

Det ser svært ud, og det er det også, hvis man bliver for dristig. Især på 14. hul, som er 90 graders dogleg højre hen over dybet, og hvor man let kommer til at overvurdere sit drive.

Følger man fairway, som den er lagt af Seve, får man også point her. Det samme gælder den omtanke, man skal bruge på de afsluttende huller, selv om hul 16 har handikapnøgle 2.

Hul 19

Efter runden gør man op og slapper af i restauranten, der ifølge de lokale er blandt Porto Santos bedste, og hvor priserne svarer til dem, man finder i en almindelig dansk golfklub. Porto Santo Golfe er en bane, jeg ville nyde at have som hjemmebane, og som det ikke ville være kedeligt at spille dagligt. En Seve-genialitet.

  • Golfferie på Atlanterhavsøen Porto Santo og golfbane i verdensklasse

    Fakta om golfbane

    ✔ 18 huller, par 72 og 9 huller, par 3 bane
    ✔ Hvid tee: 6435 Gul tee: 5984. Rød tee: 5357
    ✔ Handicaprestriktioner: 36,0 alle dage for mænd og kvinder
    ✔ Muligt at bestille buggy inden afrejse
    ✔ Registrer op til 4 tee tider inden afrejse


  • Her skal du bo på golfrejsen

    ✔ Indkvartering på Hotel Vila Baleira 
    ✔ Bo i dobbeltværelse, suite eller lejlighed
    ✔ Stor morgenmadsbuffet
    ✔ Gratis adgang til golfbane
    ✔ Transport til golfbane t/r (se tider på hotel)
     
    ✔ Guidet vandreture med dansk rejseleder
    ✔ Gratis lån af cykel i 4 timer i udvalgte tidsru

    ✔ Gratis Wi-Fi

    Inklusiv greenfee m.m.

    Fra 3.499,-/person

  • Portugisiske Porto Santo

    Golf, wellness og natur i absolut særklasse – dét er essensen af den lille portugisiske ø-perle Porto Santo. Og kombineret med et mildt og tørt klima er øen perfekt til afslappende ferie forår, efterår og vinter. Ø-perlen er både for dig, som vil have aktiv ferie og et afslappende afbræk med forkælelse for krop og sjæl.

    Porto Santo er lillebror til den kendte ferie-ø Madeira, der ligger kun 43 km væk. Men lillebroren er sin helt egen. Her kan du spille golf på den smukke mesterskabsbane designet af golflegenden Seve Ballesteros. Komme helt ned i gear med wellness i topklasse på Thalasso & Spa på Hotel Vila Baleira og tage på opdagelse i øens rå og uspolerede natur.

    Læs mere om Porto Santo