St. Julians - Storby ved vandkanten
St. Julians eller San Ġiljan på maltesisk er opkaldt efter helgenen af samme navn. Byen har i dag små 8000 indbyggere, men i 1800-tallet lå der ikke andet end Spinola Palace fra 1688 og den gamle sognekirke, der menes at være fra 1580.
I dag er St. Julians middelhavsidyl på 1. klasse med sine eksklusive hoteller, butikker og gourmetrestauranter på rad og række. Byen ligger helt nede ved vandkanten, omkranset af de små, fascinerende bugter Spinola Bay, Ballutta Bay og St. George Bay, der har sin egen lille sandstrand med sand fra Jordan. Bugterne er dejlige både at svømme og sejle i, men du kan også bare nyde de små, farverige luzzu-både, der ligger og vugger blidt i det azurblå hav.
Storby med det hele
St. Julians er byen, der har lidt af det hele og er med tiden blevet Maltas mest eksklusive bydel. Du finder den travle by på Maltas østkyst, der foruden lækre hoteller og gastronomiske oplevelser, er kendt for sine diskoteker, natklubber, barer, kasinoer, bowlinghaller og biografer.
Om sommeren er det populært hos både turister og maltesiske familier at slentre langs promenaden mellem St. Julians og Sliema, og nyde den smukke udsigt. Mange af restauranterne her er fiskerestauranter, da fisk stadig har stor betydning for malteserne, grundet byens fortid som en aktiv fiskerby.
Udvalgte hoteller
Vi har udvalgt de lækreste hoteller midt i St. Julians.
Smag på St. Julians
En storby der byder på gastronomiske oplevelser.
En bid af Italien
Du finder mange italienske restauranter i St. Julians. Èn af dem er Peppino’s, som både har italienske og franske retter på menuen. Peppino’s ligger ved siden af det gamle kapel i Spinolabugten og er blandt andet besøgt af prominente gæster som Brad Pitt, Madonna og Bon Jovi.
Skal du smage fantastiske italienske pizzaer, så besøg Piccolo Padre Pizzaria & Trattoria. Restauranten serverer også kød og fisk til rimelige priser.
Til bords med Middelhavet
Terazza Restaurant & Wine Bar ligger i selve bugten med en skøn udsigt over vandet. Her er menukortet fyldt med retter fra middelhavskøkkenet, og især fiske- og pastaretterne er restauranten særlig kendt for.
Er du glad for thai-mad, skal du helt klart besøge Blue Elephant, som er en af flere restauranter på Hilton Malta. Det er en oplevelse i sig selv at sidde i restauranten, omgivet af orkideer, tropiske blomster og rislende vandfald.
Gastronomi til ganen
I Ballutta Bay mellem St. Julians og Sliema ligger det usædvanligt gode spisested Barracuda Restaurant. Denne fantastiske restaurant ligger i en gammel maltesisk villa fra det 17. århundrede. Villaen ligger i vandkanten og byder på en udsigt i absolut særklasse.
På Barracuda får du mulighed for at nyde finere kogekunst i form af spændende a la carte-specialiteter. Flere kendte skuespillere har også besøgt stedet bl.a. Russell Crowe, Orlando Bloom og Madonna.
Maltesiske specialiteter
Er du frisk på en rask gåtur, må du ikke snyde dig selv for turen langs strandpromenaden.
Gå rundt om Ta’Xbiex til Msida Bay, og besøg den hyggelige cafe Busy Bee. Cafeen tilbyder bl.a. et væld af maltetiske specialiteter, som”Honey Rings”- lavet siden det 15. århundrede med dadler, honning og appelsin. Cafeen er også kendte for gode mandelkager og øens bedste canollier.