Historie og kultur

på Malta

Oplev flere

tusinde

års historie

Historie og kultur

Ferie på Malta er en forunderlig rejse tilbage i huleboernes, korsriddernes og tempelfolkets svundne univers. 7000-års spændende historie bliver fortalt gennem monumenter, forsvarsværker, kirker og katedraler, og ingen andre steder finder du samme koncentration af kulturperler.

Glæd jer til: Stormestrenes imponerende palads, hvor I bliver introduceret til Johanniterridderne. Til St. Elmo Fortet og St. John´s Co-Cathedral, der ikke ser ud af meget udefra men er udsmykket på hver eneste kvadratcentimeter, når I kommer ind. Til det underjordiske tempel Hypogeum, der er bygget som en labyrint i tre etager. Og til hovedstaden Valletta, der rummer så mange kulturelle mindesmærker, at byen er optaget på UNESCOs liste over verdenskulturarv.

Efter en fønikisk, romersk og arabisk periode indtog Napoleon Malta, men i 1814 blev ø-riget britisk koloni og var en værdifuld base for deres flåde. Sammen med befolkningens store mod var denne base afgørende for udfaldet af 2. verdenskrig, og Malta er det eneste land i verden, hvor den samlede befolkning har modtaget det engelske St. Georgskors for deres indsats under krigen.

Malta blev republik i 1974 og består af syv øer, hvoraf Malta, Gozo og Comino er beboede.

Ridderne af ordenen bar en sort kappe med et hvidt kors på venstre bryst. Korset kaldes ofte et malteserkors. Når ridderne var i kamp bar de en rød kjortel med et hvidt enkelt kors uden på deres rustning. Spidserne på korset udlægges som symboler for riddernes otte dyder: tålmodighed, retfærdighed, bamhjertighed, anger, godhed, sindsro, retfærdighed og standhaftighed. Malteserkorset finder du bl.a. afbildet på danske gærpakker og snapseflasker.

Johanniterordenen blev grundlagt som en hospitalsorden i Jerusalem omkring 1050. Det var dengang ikke ufarligt at tage på pilgrimsfærd og derfor oprettedes en ridderorden som en del af Johanniterne. Ridderne fik til opgave at beskytte de pilgrimsrejsende. Fra år 1200 var ridderne en del af klosterordenen og blev efterhånden en af de stærkeste ridderordener i hele den kristne verden. 
Ordenen blev tvunget fra Jerusalem i 1187 af Saladins hær. De tog først flugten til Israel, dernæst Cypern for at ende på Rhodos, hvor de havde hovedkvarter indtil tyrkiske styrker tvinger dem til at flygte i 1522. De er hjemløse indtil 1530, hvor de får lov til at leje Malta af den tysk-romerske kejser Karl d. 5 for én jagtfalk om året. Herefter bliver ridderordenen kendt som Malteserridderne og de opretter deres egen stat på Malta. 
I 1798 bliver ridderne besejret af Napoleon og ordenen bliver opløst. Først i 1834 bliver ordenen genoprettet i Rom, dog uden den militære del.

Johanniterordenens hospital i Valletta fik hurtig status som en af Europas bedste kort efter åbningen i 1574. Den fantastiske bygning, med en længde på 151 meter, er selv i dag ret imponerende. Den indeholdt både sengeafdelingn (ca. 900 sengepladser), apotek, operationsafdeling, kapel og skole. I 1920 blev bygningen taget i brug som politihovedkvarter indtil starten af 2. verdenskrig, hvor det blev svært beskadiget under bombardementerne. 
Det er nu nænsomt restaureret og fungerer i dag som konferencecenter. Der er adgang til Hospitalsmuseet, souvenirbutik, cafeterie og "The Malta Experience", som er en anbefalelsesværdig flot visuel visning af Maltas historie.
Mange af riddernes bygningsværker fungerer i dag som regeringskontorer m.m.