Maltas mange muligheder
En ferie til Malta byder på sol, strand og seværdigheder for hele familien. Selvom Malta kun er på størrelse med Langeland er det lille ørige bogstavelig talt proppet med oplevelser. Lige fra sol, strand og natur til storbyshopping, dykning, golf, kultur og historie. Vi har samlet et udvalg af Maltas mange muligheder her.
Biografer
Det er muligt at gå i biografen på Malta. Der er biografer i Bugibba, St. Julians, Fgura, Valletta, Marsaskala og Gozo. De fleste film vises på engelsk. De ikke-engelsksprogede film har engelske undertekster. Find oversigt over spilletider og aktuelle film i den lokale avis ”The Times”.
Bowling
På Malta i byen St. Julians ligger et stort, moderne bowlingcenter med fuldautomatiske baner.
Oplevelser i børne højde
Der er masser at tage sig til for børn på Malta. Skipper Skræk Byen en oplevelse for både store og små. Her er kulisserne fra musicalen ”Sweethaven” med skæve finurlige huse i alle slags farver, udklædte tegnefilmsfigurer, bådture m.m. En anden oplevelse for børn er verdens andenstørste Playmobilfabrik. Her er rundvisninger, legepark og andre gode oplevelser for alle aldre.
Se oplevelser for børn her.
Dykning
Rundt omkring på Malta, Gozo og Comino ligger en masse skibsvrag, spændende grotter og huller, som kan udforskes. Dykning på Malta er et mekka for alle dykkere, der sætter pris på god sigtbarhed og et rigt dyreliv. Der er både mulighed for at tage et kort dykkerkursus eller deltage i en af de mange specialdyk gennem Maltaqua.
Læs mere om dykning på Malta her.
Festaer
Er der én speciel begivenhed, som Malta er kendt for, er det de mange forskellige festaer. Festerne er tilegnet landsbyernes helgener og foregår i pomp og pragt. Musikken spiller i byens gader med liveorkester, gaderne er smukt dekorerede, og aftenen afsluttes i et fantastisk fyrværkeri, der lyser himlen op. En populær begivenhed er Feast of St. Pauls Shipwreck i Valletta. Festdagen fejres i Vallettas smukke gader. Festaen bliver afholdt i februar.
Golfbaner
The Royal Malta Golf Club oser af liv. Banerne er både for de seriøse og dem, der vil spille for sjov. Der er også en tilhørende bar og restaurant til klubben. På grund af Maltas skønne klima, er det muligt at bruge faciliteterne året rundt. Golfbanen er i smukke omgivelser og har 18 huller.
Læs mere om golf på Malta her.
Karneval
Karneval på Malta er en oplevelse værd. Her er fyldt med farverige kostumer, og gaderne er pyntet til den store guldmedalje. Karnevallet byder på nogle festlige dage, hvor både turister og lokale deltager. Karnevallet foregår i Valletta og Nadur på Gozo i midten af februar måned. Spørg guiderne om information.
Kasinoer
Malta har tre kasinoer, som er beliggende i Bugibba og St. Julians. Der spilles fransk- og amerikansk roulette, Baccarat, Blackjack og Boule efter internationale regler. Dog er aldersgrænsen 18 år. Husk, at man skal være pænt påklædt samt medbringe pas. Kontakt gerne rejselederne for mere information.
Kirker
Malta har i alt 365 kirker, så der er masser af mulighed for at udforske de maltetiske kirker. Besøg den kendte kirke st. Johns Co-Catedrale i Valletta, som er en af de mest betydningsfulde bygninger på Malta. Kirken er opført til ære for den maltetiske skytsengel, St. John. En anden kirke, der er et besøg værd er den fantastiske marmorkirke St- George’s Basilica, som ligger på Gozo.
Historie og kultur
Malta har en helt unik historie. Du finder ingen andre steder, som på Malta, hvor et så stort antal kulturperler er samlet på et sted. 7000-års spændende historie opleves gennem monumenter, forsvarsværker, kirker og katedraler. Bare hovedstaden Valletta byder på så mange kulturelle mindesmærker, at selve byen er på UNESCOs liste over verdenskulturarv.
Læs mere om historie og kultur på Malta her.
Markeder
Hver søndag er der marked i Marsaxlokk på den sydlige del af øen. Her ligger de kendte, farverige Luzzu-fiskerbåde og vugger i havnen. Markedet byder på en forrygende stemning, hvor både lokale og turister handler. Der handles med friske grøntsager, friskfangede fisk og gode maltetiske specialiteter. Keramik, håndknyttede duge og smukke lædervarer er også nogle af de ting, du kan finde på markedet.
Natteliv
Mellieha by byder blandt andet på barer og restauranter. Men udvalget er dog noget større i Sliema, St. Julians og Valletta. Byen med de fleste barer, klubber og restauranter er uden tvivl Paceville, som ligger nær St. Julians. Byen er ikke kun for festglade unge, men også for det ældre publikum, da byen også har gode jazzklubber, vinbarer, kasinoer, pubber og rockklubber.
Restauranter
Det maltetiske køkken har ikke førhen været særlig populært, men efter årtiers gastronomiske slumren er køkkenet blevet fornyet. De gode råvarer og lokale traditioner er blevet introduceret af de kendte maltetiske kokke. Specielt én restaurant skal opleves – nemlig den familiedrevne restaurant Bouquet Garni. Restauranten er kåret af Tripadvisor for en af Maltas bedste restauranter.
Se de bedste restauranter på Malta her.
Ridning
Oplev Malta på hesteryg. Her kommer du gennem Maltas smukke naturomgivelser. En aftentur på hesteryg ud over de maltetiske strande med solnedgangen i baggrunden, kan varmt anbefales. Golden Bay er blandt andet en af de strande, hvor en ridetur er ideel. Stranden er en af Maltas smukkeste. Kontakt evt. rejselederne for mere information.
Sejlture
Der er mange mulighed for at nyde en skøn sejltur omkring Malta. Malta har det skønneste, krystalklare vand i Middelhavet. Du kan opleve en sejltur til Maltas smukkeste kyster og bugter i en farverig Luzzubåd. En anden bådtur, der varmt kan anbefales, er turen til naturhavnen Grand Harbour. Denne tur er for den historieinteresserede med fæstningsværker, forter og kirker samt gode fortællinger fra fortid og nutid.
Se vores sejlture under udflugter her.
Seværdigheder
Malta bugner af spændende seværdigheder, oplevelser, bjergtagende natur og uspoleret charme. Med flere tusinde års historie på Maltas lille areal er det nemt at finde levn fra blandt andet tempelfolket, romerne, araberne og de mange riddere. Der er masser af museer, kirker, fæstninger, gravkamre og templer at finde på Malta. Besøg blandt andet den imponerende ø Gozo, som har smukke klippeformationer ud i havet. Eller den gamle hovedstad Mdina med smalle gader og sprængfyldt med historie.
Se de største seværdigheder på Malta her.
Shopping
Shoppingmulighederne i Malta er gode. Valletta og Sliema er de mest populære byer at shoppe i. Her handles med de lokale varer, som glaskunst, filigranssmykker og strik. Du finder også lækre kulinariske specialiteter som olivenolie, kapers, gedeost, vine og likør. I Sliema findes nogle af de bedste butiks- og shoppingcentre. Besøg især shoppingcentret The Point, som er Maltas største.
Se top 5 shopping på Malta her.
Sport
Maltesernes favoritter er fodbold og ikke mindst hestevæddeløb. Der bliver afholdt hestevæddeløb i byen Marsa fra maj til slutningen af oktober hver søndag og på udvalgte fredage. De vigtigste fodboldkampe afholdes i Ta’ Qali i byens stadion, hvor der også spilles internationale kampe. For sportsinteresserede er det muligt at dykke, spille golf, cricket, tennis, cykle, sejle, snorkle og meget mere.
Strande
En af de bedste strande på Malta er for foden af Mellieha Holiday Centre. Havet har det reneste azurblå vand i hele Middelhavet, hvilket også er en af grundene til, at mange dykkere valfarter til øen. Det er muligt at opleve de farverige fisk og spændende skibsvrag med dykkerudstyr eller snorkel, da sigtbarheden er op til 30 meter. Kysten er også et ideelt sted om vinteren til lange vandreture.
Udflugter
FolkeFerie.dk arrangerer mange udflugter på Malta – alt fra historiske oplevelser til hyggelige aftener med god mad og underholdning. Det er blandt andet muligt at opleve en BBQ aften, hvor restauranten Great Dane tænder op for grillen. Her smages alt fra maltetiske til internationale retter. En kort sejltur til naboøen Gozo er også en imponerende oplevelse med en unik natur.
Læs mere om de forskellige udflugter på Malta her.
Teater
Det ældste og smukkeste teater på Malta er Teatru Manoel. Teatret blev bygget i 1732 og er et af Europas ældste teatre, som stadig er i brug. Teatru Manoel er kendt for den enestående akustik. Der bliver både opført skuespil, operaer, koncerter og balletter af lokale og internationale kunstnere. Et andet og mere moderne teater er St. James Cavalier, som byder på visuel kunst, teater, biograf og musik.
Templer
Malta er kendt for smukke, gamle templer. Ggantija er bygget omkring 3600 f.kr. og ligger nær Xaghra på øen Gozo. Ggantija har åbent alle dage med undtagelse af få helligdage.
Hypogeum er et underjordisk tempel, udgravet af stenalderfolk, som har været i brug fra ca. 4000 f.kr og frem til 2500 f.kr. Vi anbefaler at billetterne bestilles i god tid, da der er begrænset indgang. Bestil billetter til Hypogeum her.
Vandland
Vandparken Splash and Fun har noget at byde på til alle alderstrin. Parken tilbyder vandrutsjebaner, alt fra de helt vilde til de mindre børnerutsjebaner. Splash and Fun har også en af Europas største bølgepools. Prøv også Lazy River, hvor du kan flyde langsomt ned af floden, mens du nyder solen. Er der en i familien, som ikke er den store vandhund, er der også en stor terrasse, hvor det er muligt at solbade.
Vandreture
En vandretur på Malta og naboøen Gozo er et rent paradis at vandre i. Øerne har grønne, fantastiske områder med masser af røde og gule blomster. En god vandretur er blandt andet langs de fantastiske klippeskrænter ved Dingli Cliffs på Maltas sydkyst. Udsigten over det uendelige blå hav, er noget, som vil sidde på nethinden i lang tid.