Rejser til Rhodos
Rhodos er en kendt og elsket ferieperle i det græske øhav. Det er den største af De Dodekanesiske Øer, som er en øgruppe beliggende i den østlige del af Middelhavet. Den græske ø Rhodos, byder blandt andet på smukke sandstrande, krystalklart vand, kuperet landskab og idylliske byer, olivenlunde og citrusplantager.
På denne side kan du blive klogere på den græske feriefavorit, så du kan planlægge din drømmeferien til Rhodos.
Oplev den græske stemning
Lidt uden for Rhodos by ligger den hvide by, Lindos. De traditionelle hvidkalkede huse med lyseblå tage er et af Grækenlands kendetegn, og de er med til at skabe en autentisk, græsk stemning. På toppen af byen ligger Akropolis, som du enten kan besøge på æselryg eller til fods. Fra toppen er der en fantastisk udsigt ned over Paulus-bugten på Rhodos.
Så selvom Rhodos er et meget populært feriemål, findes der stadig vild natur med grønne bjerge og uspolerede kyststrækninger, hvor du hurtigt kan mærke den græske atmosfære.
Hold ferie i Grækenland
Hvis du ikke helt har besluttet dig for dit rejsemål endnu, men har overvejet en græsk feriedestination, så kan du med fordel udforske Kreta og Sivota med FolkeFerie.dk som rejsearrangør.
Oplev det fortryllende ferieparadis, Kreta, hvor vi har udvalgt de bedste hoteller ved Chaniakysten til dig. Ligesom Rhodos byder Kreta også på en rig historie og imponerende kulturarv, som du ikke vil gå glip af.
I havnebyen Sivota venter der dig et charmerende byliv og lækre sandstrande med azurblåt hav, der glimter i solens stråler. Det er ikke for ingenting, at Sivota er kendt som Grækenlands svar på Caribien.
Vi tilbyder ikke rejser til dette rejsemål i øjeblikket
Se vores andre skønne rejsemål her
Udforsk Rhodos - den græske solskins ø
Rhodos er det oplagte rejsemål for både børnefamilier, par, de aktive og dem, der ønsker ren afslapning. Med sine over 300 solskinsdage om året, fine strande, charmerende byer og historiske seværdigheder har Rhodos noget for enhver smag.
Rhodos har en spændende historie, som du kan opleve gennem levn fra antikkens Grækenland. Den gamle bydel i Rhodos by er på UNESCO’s verdensarvsliste og er en af Europas bedst bevarede middelalderbyer. Her kan du blandt andet undersøge de mange historiske monumenter og kulturskatte, som byen gemmer på.
Skal turen gå til Rhodos?
Hvis du trænger til en afslappet ferie i smukke omgivelser, så er Rhodos det perfekte rejsemål.
Oplev blandt andet Rhodos’ bedste strande, slentreture på brostensbelagte gader i den gamle bydel i Rhodos by, et livligt natteliv og mange seværdigheder. I Rhodos by finder du desuden gode shoppingmuligheder, så du kan købe en souvenir eller to med hjem. Byens store shoppinggade hedder Ethnarchou Makario og ligger ved Cypernpladsen.
Hvis du sætter pris på at købe specialiteter fra dit feriemål, har du også rig mulighed for dette på Rhodos. Du kan for eksempel kigge efter en god olivenolie hos de lokale bønder eller besøge markedspladsen Nea Agora i den moderne del af Rhodos by. Her finder du boder med frugt, grøntsager, fisk og kød, der sælges af lokale producenter.
Strand så langt øjet rækker
På Rhodos finder du mange gode strande. Kystlinjen er omkring 250 kilometer, så der er rig mulighed for en strandferie, hvis du vælger Rhodos som dit rejsemål. Det blæser for det meste en del på vestkysten, så her er det bedre at være i de helt varme sommermåneder. Hvis du er til windsurfing eller kitesurfing, så er lallysos på nordvestkysten det perfekte sted.
På Rhodos’ østkyst ligger den livlige ferieby Faliraki, og her finder du også en af øens bedste strande. Stranden er næsten fem kilometer lang og har overvejende finkornet, gyldent sand og lavt vand, der gør den yderst børnevenlig.
Smag det græske køkken på Rhodos
En ferie på Rhodos er også lig med muligheden for at prøve græske specialiteter. På Rhodos finder du et stort udvalg af lokale taverner og restauranter, hvor du kan nyde klassisk græsk mad som souvlaki, stifado, moussaka, tzatziki og kalamari.
Det græske køkken består at enkel mad, der er baseret på gode, friske råvarer som fisk, feta, yoghurt, olivenolie, peberfrugt, citron og aubergine. Forkæl også gerne dig selv med en vin fremstillet på druesorterne Mandilari og Athiri, som kun findes på Rhodos og i Frankrig.
Den hvide by
Den hvide by Lindos er et besøg værd. Med sine små, hyggelige gader, hvidkalkede huse og mange vægmalerier, er byen Lindos en af de største attraktioner på Rhodos. I Lindos finder du også det enorme forsvarsværk Akropolis, som ligger over byen. Akropolis er blevet udbygget af både antikkens grækere, romere, byzantinere, korsfarerriddere og osmannerne. Udsigten fra Akropolis er betagende. Lindos ligger på østkysten af Rhodos, ca. 55 km syd for Rhodos by.
Aktiv ferie
Er aktiv ferie lige noget for dig? Så har Rhodos mange muligheder fx 18-hullers golfbane i Afandou, gocart og bowling i Faliraki, minigolf i Ixia, windsurfing og kitesurfing i Ixia, Ialyssos og Prassonissi og snorkling og dykning i Kalithea bugten.
Rhodos by
Rhodos by er en vaskeægte perle og den største by på Rhodos. I den nordlige del af byen ligger den nye bydel, som har et stort udvalg af butikker og lækre restauranter. Tag en tur langs Mandrakihavnen, og besøg en af de mange hyggelige tavernaer.
Den gamle bydel er en oplevelse i sig selv og udnævnt af UNESCO til `verdens kulturvarv´. Bag bymuren fra riddertiden finder du en labyrint af små, hyggelige, brostensbelagte gader. Det er nemt at fare vild, men gaderne er bevidst lavet sådan for at narre datidens fjender og pirater.
Rhodos for børn
Er du en vandhund, så har du noget at glæde dig til på din ferie på Rhodos. Rhodos har et af Europas største vandlande, og det ligger i Faliraki. Faliraki Water Park har både store og små vandrutsjebaner, bølgepools, en "flod" du kan drive ned af og et område for familiens mindste. I Faliraki finder du også forlystelsesparken Luna Park.
Shopping
Du finder det bedste shopping i Rhodos by. Byens store shoppinggade hedder Ethnarchau Makario ved Cypernpladsen. I den gamle bydel er shoppinggaden, Sokrates, også et besøg værd. Her finder du både almindelige butikker og souvenirbutikker. I den gamle bydel finder du desuden mange smykkebutikker. Guld er billigere i Grækenland end i Danmark, så der er gode muligheder for at gøre et godt køb på din ferie på Rhodos. Du kan også finde et stort udvalg af smykker i Ialyssos og Faliraki.
Sætter du pris på specialiteter fra dit feriemål, så kig efter en god olivenolie fra de lokale bønder. I den moderne del af Rhodos by kan du besøge markedspladsen Nea Agora, hvor friske fisk og grøntsager sælges af lokale producenter.
Natteliv
I Rhodos by er nattelivet livligt. Den store bargade i Rhodos by hedder Orfanidou og her ligger barer og diskoteker på rad og række. Om sommeren i Faliraki er der beach-parties, hvor kendte sangere kommer og spiller. I Faliraki by er der også et bredt udvalg af diskoteker og barer bl.a. dansestedet Club-Q eller stedet BED, som er kendt for at have internationale DJ's på programmet.
Værd at vide om Rhodos
Vi har samlet en række informationer, som er værd at vide inden din ferie til Rhodos. Nedenstående oplysninger gælder specifikt for Rhodos.
Afstande - transfer
-
Fra lufthavnen til Rhodos by og Faliraki ca. 20 min. kørsel
-
Fra lufthavnen til Kalithea ca. 15 min. kørsel
-
Fra lufthavnen til Kolymbia ca. 28 min. kørsel
-
Fra lufthavnen til Lalyssos og Ixia ca. 12 min. kørsel
Apoteker
Alle apoteker er mærket med et grønt eller rødt kors og kaldes på græsk ”farmakion”.
Badning
Rhodos' østkyst anses for at have de bedste og mest børnevenlige sandstrande. På vestkysten kan sandet være blandet med rundslebne småsten og her blæser den kølende middelhavsvind. Vær opmærksom på flagsystemerne:
-
grønt flag = tilladt
-
gult flag = advarsel
-
rødt flag = forbudt
Betaling
Det er muligt at betale med kreditkort på restauranter og i store indkøbscentre, men det er altid en god idé at have kontanter med sig, hvis der ikke tages imod kreditkort.
Busser
Rhodos har et godt busnet med flere afgange i timen. I Rhodos by kører busserne fra Mandrakihavnen. For ture øst på er det fra Rimini Square og for ture vest på er det fra Averof street. Busserne i Rhodos by og lalyssoskysten er blå og på resten af Rhodos er busserne orange.
Drikkepenge
Drikkepenge er, som på mange andre feriemål, en stor del af de ansattes løn. Det er almindeligt at regne med 10 % i drikkepenge, hvis servicen er tilfredsstillende. Buschauffører og rengøringsdamer giver man også typisk drikkepenge, og ved nogle attraktioner, vil der være opsynsfolk, som tager ca. 50 cent for brug af pænt og velholdt toilet.
Drikkevand
Det anbefales, at du drikker vand på flaske, da der er en bakterieflora i vandet på Rhodos. Man kan godt børste tænder i vandet og bruge kogt vand det til madlavning.
Elektricitet
Alle steder bruges der 220 V.
Geografi
I den sydøstlige del af det Ægæiske hav ligger den græske ø Rhodos. Rhodos er 1402 km2 og er en del af øgruppen Dodekaneserne.
Kirke- og klosterbesøg
Husk at dække knæ, skuldre og ankler, når du besøger kirker eller klostre.
Telefon
Hvis du vil spare penge på telefonregningen, er det en god idé at købe et telefonkort. Du kan købe kortet i en Vodafona butik, men husk dit pas. Ved opkald til Danmark tastes 00 45 foran nummeret. Ved opkald fra Danmark til Grækenland tastes 00 30 foran nummeret.
Tidsforskel
1 time, uret stilles frem.
Trafik
Trafikken er lidt anderledes på Rhodos, da fartgrænserne sjældent bliver overholdt. Vær ekstra opmærksom på scooterne. Hvis du lejer bil eller scooter, så anbefaler vi, at du er ekstra opmærksom.
Valuta
Møntenheden på Rhodos er euro. Én euro svarer til ca. 7,5 kr.
Vejret
Rhodos er kendt som 'Solens Ø', da vejret på Rhodos er det bedste ud af alle de græske øer. Temperaturen på Rhodos ligger i sommerperioden mellem 25 og 29 grader.
Åbningstider
De normale åbningstider på Rhodos:
-
Mandag - lørdag fra kl. 08:30-13:30
-
Tirsdag - fredag åbner de op igen fra kl. 17-21
-
Søndag - LUKKET
Tiderne kan variere i de forskellige ferieområder og i forhold til sæson. Alle souvenirbutikker i ferieområderne har ofte åbent til sent ud på aftenen.