Den smukke, fredelige ferieby på Kreta
Agii Apostoli er en fredelig ferieby med smukke badevige og lavvandede sandstrande. Her kan par og familier få mange dejlige feriestunder. Byen er perfekt, hvis du vil bo ved nogle af Chaniakystens bedste strande. Samtidig er Kretas næststørste by Chania med masser af shopping, seværdigheder og flere spisesteder kun 3,5 km væk.
Natursmuk beliggenhed
Tre frodige, grønne halvøer skaber de idylliske badebugter ved Agii Apostoli. Her kan du beskyttet mod bølger og strømme bade i det klare, turkisblå vand. De skønne, børnevenlige strande i de tre små bugter gør, at mange børnefamilier vælger at holde ferie på Kreta netop her.
Agii Apostolis centrum
Byen har et glimrende udvalg af små butikker, hyggelige taverner og charmerende barer. Vil man mere byliv er Chania tæt på.
Tæt på nabobyen Chania
Du kommer nemt til Chania med bus eller taxa, da nabobyen ligger under 4 kilometer væk. Er du frisk, kan du nå til Chania til fods. I Chania ligger smukke venetianske huse langs den hesteskoformede havn. Her finder du internationale modebutikker, cafeer og restauranter side om side.
Agii Apostoli i tal og facts
Den lille, rolige ferieby har ca. 600 indbyggere og er opkaldt efter byens helgen “Saint Apostles” der også har lagt navn til områdets lille kirke. Byen er allermest berømt for sine maleriske bugter med turkisblåt, børnevenligt lavt og roligt vand.
Shopping
Agii Apostoli har få butikker, men i nabobyen Chania, en kort bustur væk, er udbuddet stort. Her finder du masser af mærkevarebutikker og lokale butikker.
Børn på Kreta
Børnefamilier elsker at holde deres ferie på Kreta i Agii Apostoli. Strandene med lavt, klart vand og ingen bølger gør byen populær, når børnene skal med på ferie. Minigolf, go-kart, hoppeborge og legeplads - et fint alternativ til en tur på stranden kunne være at tage børnene med i Agii Apostolis legeland, Golden Fun Park. I Agia Marina, vest for Agii Apostoli, finder du ligeledes en park til børn med hoppeborge, el-biler og minigolf.
Picnic og legepladser i Agii Apostoli park
De lokale ynder at lave en søndagsudflugt til Agii Apostolis bypark, en grøn oase og dejligt alternativ til en strandtur. Her kan de voksne pakke picnickurven ud, mens børnene leger på legepladserne under træernes svalende skygge.
Afstande
Fra lufthavnen er der ca. 19 km til Agii Apostoli. Til nabobyen Chania er der ca. 3-4 km.
Transport
Taxa til Chania koster ca. 85 kr. – husk at bede om at få taxametret slået til. Det er nemt og billigt at tage de lokale busser rundt på Kreta. Dagen lang kører busserne til Chania, og en tur koster 10 kr.
Strandene i og nær Agii Apostoli på Kreta
Fra vest mod øst ligger Agii Apostolis fire sandstrande Glaros, Iguana, Yannis og Golden Beach - alle med fint gyldent sand. Strandene ligger ikke længere væk fra hinanden, end at du kan tage dit håndklæde og strand-hoppe, som du har lyst. Solsenge, parasoller og spisemuligheder finder du ved alle fire strande. Se vores store strandguide her
Maden på Kreta
Man spiser godt på Kreta. Og det gælder også for Agii Apostoli. Det kretensiske køkken er et af Europas ældste. Det gælder om at bruge de lækre lokale råvarer på flest mulige måder.
De fleste af byens taverner finder du i den østlige del, men du kan også finde et par hyggelige og mere lokale spisesteder i det vestlige Agii Apostoli. Græsk mad er som at spise løs af naturens spisekammer. Tomater, peberfrugter, løg, auberginer og krydderurter er nyplukkede og solmodne. Fiskene er friskfangede, og olivenolien stammer fra træerne i bjergene. Råvarer af bedste kvalitet er essensen af alt, der sættes foran dig.
Stolte familietraditioner og solmodne retter
Langt de fleste spisesteder på Kreta er familiedrevne. Det gælder også tavernerne i Agii Apostoli. Mor står i køkkenet, hvor hun laver mad fra bunden af, sådan som hendes mor gjorde før hende. Sønnen tager imod gæsterne, datteren serverer maden og faren styrer økonomien.
Du når dårligt at sætte dig på de håndlavede træstole, før brødkurven og vandet står foran dig. Et menukort skal man ikke altid regne med, men så hjælper tjeneren dig. Ovnretten mousakka og den lækre græske simreret, Stifado, der består af braiseret lamme- eller oksekød, går man aldrig galt i byen med, ligesom den populære græske salat med feta, tomat, agurk og oliven er et sikkert hit. De fleste taverner har frisk fisk på menuen, som du betaler for per vægt.
Typisk bestiller grækerne flere små retter og deler dem. Det kan være dolmades, små vinblade pakket med ris fyld, tzatziki, kikærtepure med koriander og hvidløg, mos af grillede auberginer og stegt ost med citron. Med et godt brød og en græsk salat bliver det hurtigt til en hel middag.
Turister og indfødte sørger for en dejlig uhøjtidelig og munter stemning på byens taverner. Snakken går livligt rundt om de små firkantede borde med ternede duge. Om søndagen støder du helt sikkert på store kretensiske familiesammenkomster, når de samles til masser af mad. På Kreta afsluttes ethvert måltid med brændevinen raki, som siges at være god for både fordøjelsen og humøret.