"At skabe lykke for andre er lykken i livet"

- sådan lød Thorvald Staunings motto, den tidligere danske statsminister, som i 1938 indførte ferieloven i Danmark og sikrede som noget nyt to ugers betalt ferie til danskerne. Sammen med danskernes ferie blev FolkeFerie.dk stiftet, så befolkningen kunne få hjælp med at holde ferie. Og sammen fandt vi ud af, hvorfor ferie er vigtigt. Ferie er et frirum med tid til afslapning, refleksion og nye oplevelser. På ferie kan du få fornyede kræfter og bruge tid med dem, du holder af.

FolkeFerie.dk har siden taget Staunings motto et skridt videre og skaber også ferieglæde for de mennesker, som har det svært – og du er med til at gøre en forskel for andre. Hver gang du booker en rejse, går der 100 kr. til vores Fond, som hvert år sikrer, at mere end 280 vanskeligt stillede familier får en tiltrængt ferie.

Hvad har kunst, kultur og ferie til fælles?

Ligesom ferier kan gøre en forskel, kan kunst og kultur vække stor glæde. Rekreation, kunst, kultur evner at løfte mennesker og styrke sammenholdet.
Med DFF-Fondens Hæderslegat vil vi gerne hylde kunstnere, der igennem deres lange virke har formået at binde publikum sammen i kunstens navn – og som har gjort en forskel for rigtig mange mennesker.

Kunst og ferie giver stof til eftertanke

”Vi hylder kunst og kultur, fordi det giver os perspektiv og tid til at reflektere, det giver afslapning og plads til at være et menneske og være en del af noget større. Ligesom ferie giver et pusterum og tid til eftertanke, koble af og nyde livet”. Ejner K. Holst, bestyrelsesformand i DFF-Fonden

Alle kunstformer kan skabe pusterum

- og puste til fællesskaber

DFF-Fondens Hæderslegat kan vindes inden for alle kunstformer såsom skuespil, teater, musik, sang, billedkunst, dans, ballet, skulptur og bøger. Prismodtagerne har gjort sig særlig bemærket med kunst og tiltag, der samler folk. Med lyd, billeder, former, farver, bevægelse eller ord har de vækket genklang i det enkelte menneske - og de har haft en unik samlingskraft mennesker imellem. Fælles for modtagerne er, at de har skabt fælles værdier og sammenhold gennem deres lange karriere og kunstneriske virke.

  • Musik og sang

  • Teater og skuespil

  • Digte og forfatterskab

  • Maleri og billedkunst

  • Modellering og skulpturering

  • Dans og performance

Modtagerne af DFF-Fondens Hæderslegat

En komité, der består af to bestyrelsesmedlemmer fra DFF-Fonden og tre medlemmer fra Dansk Musikerforbund, Dansk Skuespillerforbund og Dansk artistforbund, har udpeget årets tre modtagere. Prismodtagerne modtager en statuette og et 1-6 ugers ophold på det populære Mellieha Holiday Centre, der ligger naturskønt ved Mellieha bugt på den nordlige spids af Malta. Modtagerne får også opført en æresplade på en af centrets ferieboliger til evigt minde om deres særlige betydning for den danske befolkning.

  • Anne Eltard

    Musiker.

    Anne Eltard er modtager af DFF-Fondens Hæderslegat 2023. 

  • Birgit Bang Mogensen

    Artist og hospitalsklovn.

    Birgit Bang Mogensen er modtager af DFF-Fondens Hæderslegat 2023. 

  • Kirsten Olesen

    Skuespiller.

    Kirsten Olesen er modtager af DFF-Fondens Hæderslegat 2023. 

  • Bente Kure

    Sangerinde i duoen Bente & Leif.

    Bente Kure er modtager af DFF-Fondens Hæderslegat 2022.

  • Benny Schumann

    Artist og klovn.

    Benny Schumann er modtager af DFF-Fondens Hæderslegat 2022.

  • Dan Turéll

    Forfatter og performer.

    Lotus Turéll modtager på vegne af Dan Turéll DFF-Fondens Hæderslegat 2022.

  • Troels II Munk

    Skuespiller.

    Troels II Munk er modtager af DFF-Fondens Hæderslegat 2022.

  • Lisbet Dahl

    Dansk skuespillerinde, og instruktør og revychef for Cirkusrevyen.

  • Henrik Goldschmidt

    Solooboist i Det Kongelige Kapel og grundlægger af Goldschmidts Musikakademi.

  • Birthe Kjær

    Dansk popsangerinde, som siden 1968 har været kendt fra især Dansktoppen. Hun har desuden spillet teater, musicals og revy.

  • Litten Hansen

    Dansk skuespiller, instruktør, direktør og tidligere skuespilchef for Det Kongelige teater og folketingsmedlem.

    Litten Hansen er modtager af DFF-Fondens Hæderslegat 2020. Litten hyldes for sin utrættelige kamp for skuespillernes rettigheder og bedre vilkår for kunsten.

  • Arne Würgler

    Dansk vokalist, sangskriver, guitarist og bassist.

    Arne Würgler er modtager af DFF-Fondens Hæderslegat 2020. Arne hyldes for sin gennemslagskraft på musikscenen, som med sine sange har inspireret utallige tillidsfolk gennem tiden.

  • Hilda Heick

    Sangerinde og dansktopstjerne i duoen Keld & Hilda.

    Hilda Jytte Heick er modtager af DFF-Fondens Hæderslegat 2020. Hilda hyldes for sin enestående evne til at få folk i alle aldre, fra alle samfundslag til at samles og synge med.

    Sådan var Hilda Heicks reaktion, da hun modtog hæderslegatet

Arkitektur med øje for rekreation og refleksion

Modtagerne af DFF-Fondens Hæderslegat kan blandt andet se frem til et ophold på Mellieha Holiday Centre på Malta. Centret, der er tegnet af den internationalt anerkendte arkitekt Hans Munk Hansen, har dannet rammerne om danskernes ferie på Malta i mere end fire årtier. Da Hans Munk Hansen i 1970´erne fik opgaven at skabe en ferieoase på Malta, gik han nye veje. Frem for at bygge et højhushotel med gæster stablet oven på hinanden lavede han en mere organisk ferieby.

Plads til privatliv og fællesskab

En af Hans Munk Hansens tanker med feriebyen var, at her både skulle være mulighed for privatliv og fællesskab. I de store feriehuse kan du finde fred og ro, i din private gårdhave er der rig mulighed for sol og skygge dagen igennem, og børnene kan trygt lege frit. Samtidig gør fællesområdet med poolen i centrum og de omkringliggende aktiviteter og faciliteter det let at være aktiv og komme i kontakt med de øvrige feriegæster, hvis det er det, man vil.

Respekt for lokale byggetraditioner og landskabet

En anden central idé i Hans Munk Hansens planer var, at feriebyen skulle falde i ét med naturen. Hans Munk Hansen valgte at bruge den lokale sten, der er karakteriseret ved at være lys, når den bliver hentet ud af klipperne, men som løbende ændrer farve og med tiden smelter sammen med landskabet.

At gøre noget godt for andre er rodfæstet i vores DNA

Vores formål har altid været at skabe mulighed for gode ferieoplevelser for alle danskere. Også for dem, som af den ene eller anden grund, ikke selv er i stand til at opnå dette. I samarbejdet med humanitære organisationer hjælper vi udsatte familier og andre vanskeligt stillede med at få gode ferieoplevelser, fordi ”At skabe lykke for andre er lykken i livet".