Vidste du at...

10 Fun Facts om Malta

Vi åbner op for Maltas skattekiste

Den maltesiske øgruppe i Middelhavet består af syv øer, hvoraf de tre er beboede: Malta, Gozo og Comino. Landet har taget navn efter den største ø, Malta, som er på størrelse med Langeland.

Til trods for Maltas beskedne areal kan øriget prale af 7.000 års historie, noget af det reneste badevand i Europa, verdens ældste fritstående templer, en af Europas bedst bevarede middelalderbyer og det verdensberømte maleri af Caravaggio, Johannes Døberens halshugning. 

Malta har også været filmkulisse for mange store Hollywood-produktioner, huset adskillige verdensstjerner, det danske kongehus, berømte forfattere samt præsident Eisenhower og officer Montgomery, der fra Lascaris War Rooms i Valletta, styrede de første skridt mod Europas befrielse fra nazismen. I 2018 kom hovedstaden Valletta atter i rampelyset, da byen var Europæisk Kulturhovedstad.  

Vi har samlet 10 fakta om Malta, du måske ikke vidste.


Bemærk: Billedet af H.C. Andersen statuen på Malta er fiktiv. 

10 ting, du måske ikke vidste om Malta

I 1989 blev Malta verdens centrum, da USA's præsident George Bush og Sovjetunionens leder Michail Gorbatjov afholdt topmøde på et krigsskib i bugten ved Marsaxlokk.

Den verdensberømte forfatter H.C. Andersen, som står bag citatet "At rejse er at leve", besøgte Malta i 1841. En smuk og stjerneklar nat i marts ankom han med skib til Maltas hovedstad Valletta.

"Det Første jeg saae, var den aftagende Maane, dens Horn vare saa tynde og bøiede og dog lyste de, som Fuldmaanen i Norden; eller kom maaske denne Klarhed i Luften fra de utallige Stjerner? En saadan Pragt havde jeg aldrig før seet, hverken under Italiens klare Himmel eller selv i vores nordiske Vinternætter [...] Ligefor mig og til Siderne skinnede hvidgule, store sælsomme Paladser, som jeg kun kjente fra "Tusind og een nat", men mellem disse Bygninger og mig laae stille og drømmende det ene store Skib nær ved det andet; mit Øie tabte sig mellem Master; vi laae i La Valettas Bugt [...]" - H. C. Andersen: Mit eget Eventyr uden Digtning. Efter Forfatterens Manuskript, udgivet af H. Topsøe-Jensen (1942).

På sigtseeing på Malta med H.C. Andersen 

I hans bog Mit eget Eventyr uden Digtning kan du læse om forfatterens rejse til Malta, hvor han blandt andet besøger St. John’s Co-Cathedral, Stormesterens Palads og middelalderbyen Mdina. 

St. John’s Co-Cathedral i Valletta
Det er en enestående oplevelse at besøge johanniterriddernes hovedkirke, St. John’s Co-Cathedral, i Valletta. Katedralen, der er opkaldt efter Johannes Døberen, stod færdig i 1577 efter arkitekt Girolamo Cassars tegninger. Arkitektonisk er katedralen et mesterværk i barokstilen og betragtes som en af Maltas mest betydningsfulde seværdigheder. På H.C. Andersens rejse slog han vejen forbi den storslåede kirke, som han blandt andet beskriver som ejendommelig og smagfuld: 

"Vort Besøg gjaldt nu Domkirken, der er indviet Døberen St. Johannes; den er lige saa eiendommelig som smagfuld: alle Søiler ere forsirede med arabeskartede Udhugninger, forestillende Snirkler og svævende Engle; Væggene selv have et rigt forgyldt Løvværk og al-fresco-Billeder, malede af Calabreseren Matheo, et prægtigt Høi-Alter og rige Monumenter over Stormestrene." - H. C. Andersen: Mit eget Eventyr uden Digtning. Efter Forfatterens Manuskript, udgivet af H. Topsøe-Jensen (1942).

Stormesterens Palads i Valletta
Ikke langt fra St. John’s Co-Cathedral finder du Stormesterens Palads, som er en af Maltas mest populære turistattraktioner, og ikke uden grund. Her kan du gå på opdagelse mellem en af verdens største samlinger af våben og rustninger, se Europas mest berømte gobeliner og læne hovedet tilbage og opleve de flotte loftmalerier. I 1841 vandrede H.C. Andersen gennem de rigt udsmykkede sale:

"[...] det er en Bygning, der uden paa er ligesaa skummel, som den indeni er broget og prægtig; i store Malerier kan man her opfatte den historiske Virken af Malteserridderne paa Rhodos. Dog prægtige Malerier og kostbare Tapeter kan man finde paa de fleste Slotte i Europa, men hvad man ikke finder paa disse, men kun i Gouverneurens Palads paa Malta, er Arsenalet. Alle søiler ere er slanke, høje og aldeles skjulte med Spyd, Øxer og Sabler, der paa mest maleriske ere grupperede, som om de udgjorde en Deel af Søilen selv, som vare de kunstige Udklipninger, den ene ganske forskjellig fra den anden, men alle i samme Forhold, hvorved Alt bliver Harmoni i den uendelige Søilerække. I Geled langs Væggene staae de tomme Rustninger, som Malterridderne have baaret, og Væggen selv er bedækket med deres Billeder, deres Skjolde og Vaaben. Øverst sees Stormesteren Vignacourts Portrait, malet af Caravaggio [...]" - H. C. Andersen: Mit eget Eventyr uden Digtning. Efter Forfatterens Manuskript, udgivet af H. Topsøe-Jensen (1942).

Middelalderbyen Mdina
Mdina (Citta vecchia) er Maltas gamle hovedstad og en af Europas bedst bevarede middelalderbyer. Byen er beliggende på toppen af en bakke midt på øen og har en fantastisk udsigt over Maltas landskaber. I 1841 slentrede H.C. Andersen gennem middelalderbyens smalle gader, hvor han blandt andet besøgte byens domkirke, St. Paul's Cathedral: 

"Udenfor Citta vecchia overskuede vi hele Øen, den laae uden Skygge, med en Overflade guul og skinnende, som Solskinnet selv; lave Mure paa kryds og tværs dannede Indhegninger, strakte ud over det hele Land, hvorved det ganske Udseende af et Landkort, hvorpaa selv de mindste Grændser ere antydede. [...] Øens Hovedstad, er en ikke ubetydelig By. Kirken der bærer St. Peters og St. Pauls Navn, er ganske i Stiil, som de italienske Kirker, stor, luftig og broget, men den Reisende, der kommer fra Italien, er saa overmættet af at beskue Kirker, at selv en Kirke som denne ingen Virkning har." - H. C. Andersen: Mit eget Eventyr uden Digtning. Efter Forfatterens Manuskript, udgivet af H. Topsøe-Jensen (1942).

Vidste du, at blandt andet Gladiator, Navarones kanoner, Troy, Titanic, Asterix & Obelix, U-571, Münich og serien Games of Thrones er optaget på eller i vandet omkring Malta?

Gennem årene har Malta lagt jord (og hav) til et væld af spillefilm. Nogle har været prisvindende blockbusters – andre monumentale flop. Som filminteresseret er Malta under alle omstændigheder den ultimative destination, fordi øen ud over et fantastisk klima, en imødekommende befolkning og en fascinerende historie rummer en lang række kendte locations og professionelle filmstudier.

Kulisse-by nær Mellieha Holiday Centre

Ca. 20-25 minutters gang af den afmærkede rute fra Mellieha Holiday Centre finder du Skipper Skræk Byen. Byen blev bygget i 1979 som kulisse til en Skipper Skræk film med Robin Williams i hovedrollen. I dag er de gamle kulisser en forlystelsespark, hvor man kommer bag om filmen. Her kan du blandt andet se Skipper Skræk og Olivia blive gift.

Mosta Dome siges at være Europas 3. største kuppelkirke. Kirken kaldes for “Mirakelkirken”, idet der den 9. april 1942 gik en Luftwaffebombe gennem kuplen, alt imens 300 sognebørn var til aftenmesse. Bomben eksploderede mirakuløst ikke, deraf navnet.

Guidet udflugt til Mirakelkirken i Mosta og middelalderbyen Mdina

Tag med vores danske rejseledere på guidet udflugt til Mosta og Mdina. Læs mere om udflugten her

Malta, Gozo og Comino har lige så mange kirker, som der er dage i året. Og mange af de 365 kirker har intet mindre end to ure på facaden. Det ene viser tid, det andet dato. Men indimellem støder man på ure, der begge viser tiden, men går vidt forskelligt. Det er helt med vilje for at drille djævlen. Så stol hellere på dit eget ur!

Verdens ældste fritstående templer hedder G’gantija og findes på Maltas grønne naboø Gozo. Templerne er bygget omkring 3.600 f.kr. og har en meget kompleks struktur for den periode. De store blokke vejer adskillige tons og er flere meter høje. Templerne blev udgravet i 1826, men blev først tilgængelig for offentligheden i 1920'erne. 

Midt mellem Malta og Gozo ligger den betagende ø, Comino, berømt for Den Blå Lagune. Comino er den tredje største af de maltetiske øer og har kun 2 indbyggere. 

Malta er i dag et smukt og roligt ørige. Sådan har det ikke altid været. Det lille land midt i Middelhavet har været centrum for hårrejsende pirateri, drabelige kampe, erobringer og under 2. verdenskrig var Malta det mest bombede land i verden.

Forfatteren Dan Turèll elskede Malta og besøgte øerne mere end 20 gange. Han skrev flere af sine bøger og digte siddende i gårdhaven på Mellieha Holiday Centre. Plottet i den tredje bog i Dan Turèlls Mordserie tager udgangspunkt i et mord begået i feriehus 107 på Mellieha Holiday Centre, et mord som trækker tråde til en narkoring på Malta. ”Mord på Malta” fik Poe-klubbens Gyldne Håndjern for årets bedste kriminalroman i 1983 og er stadig værd at læse (og kan naturligvis købes i supermarkedet på Mellieha Holiday Centre).

”Mord på Malta” er efter sigende en guide til Dan Turèlls yndlingssteder på Malta, selvom der er ændret og dramatiseret en del. Som Dan Turèll selv skriver i bogens indledning: ”Hvis alle maltesere blev skildret som de elskværdige engle de er, ville en kriminalroman være umulig.”

Angelina Jolie og Brad Pitt bosatte sig på Malta i middelalderbyen Mdina i sommeren 2011, i forbindelse med at Brad Pitt indspillede sin nye film ”World War Z”.